Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrika Bremer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrika Bremer.
271
Hun græd månge modige Taarer over sin ulykkelige Stilling, tænkte mere end
een Gang i barnlig Fortvivlelse paa Selvmord og klippede en Dag sit Forhaar
af fra Roden, fordi det mishagede Moderen, at det groede saa langt ned i
Panden. Faderen var lige saa uvenlig mod hende, men gjorde dog i saa
Henseende ingen Forskjel mellem hende og de andre Børn, thi hans sygelige Humeur
og pedantiske Smaalighed gjorde ham i lige Grad til en Hustyran for Alle.
I et saa glædeløst Barndomshjem voxede Fredrika Bremer op, og det
er let at forstaae, at hun til sine Tider var et Bytte for en Fortvivlelse, som
ikke kunde faae Luft, medens hun til andre Tider glemte den over de Billeder
af en lysere og bedre Skjæbne, som Længselen efter en Forandring malede for
hende. Sin Fortvivlelses Tanker betroede hun som ung Pige sin Dagbog, og
den vidner om, at hendes Had til den Egoisme, der raadede i hendes Omgivelser,
har indgivet hende Beslutningen om at udvikle sig til en opofrende og
selv-forsagende Kvinde for ikke selv at falde i Egenkjærlighedens Snarer; sin Længsel
efter og Drømmen om en lykkeligere Verden udenfor Hjemmets Vægge gav hun
Næring ved Romanlæsning og dannede sig i sin Phantasi Billeder og Idealer,
der en føje Tid trøstede hende for Virkelighedens Bitterhed.
Da Fredrika Bremer en lang Tid levede alene ude paa Landet for at
pleje en syg Søster, medens hendes Forældre vare i Hovedstaden, begyndte
Romanlæsningens Indflydelse saa smaat at forvandle Dagbogsbekjendelserne til
frie Compositioner, og saaledes fremstod i de stille Timer det første Bind
»Teckningar ur hvardagslifvet«, skrevne i hendes Ungdoms lykkeligste Periode,
da hun uden at frygte for idelige Anstød mod det Conventionelle kunde overlade
sig til sin Indbildningskrafts Drømmerier og paa samme Tid give efter for sin
bestandig voxende Trang til Opofrelse ved at pleje og trøste Omegnens Syge.
Enhver Fattig og Svag i Omegnen kjendte og elskede Fredrika Bremers
Navn, men snart skulde det bæres ud i videre Kredse. Hendes »Teckningar«
gjorde en fuldkommen uventet Lykke og det, mærkelig nok og dog velfortjent,
ved Egenskaber, som man mindst skulde have ventet at finde i dem, ved en
livlig, klædelig Tone, ved en tiltalende Naivetet og et gratieust Lune. De samme
Egenskaber ere ejendommelige for den Række Arbejder, der i de paafølgende
Aar udgik fra hendes Pen og skaffede hende en voxende Yndest hos Publicum:
»Presidentens döttrar,« »Nina,« »Grannarne,« »Hemmet« o. fl. Med en aldrig
rokket religieus Renhed og med en livlig vakt, varm Følelse forbinder hun i
disse Skrifter en sikker Iagttagelsesevne for Characterernes Ejendommeligheder,
om den end ikke trænger dybt ind i deres skjulte Bygning, og en heldig Gåve
til at stille dem sammen i velformede Situationer.
En Tanke, der under Barndomshjemmets uheldige Indtryk slog stærkt
Rod hos hende, og som hun søgte at gjøre sit eget Liv til et Udtryk for:
Kvindens Fremadstræben i det sociale Liv til lige Række med Manden, stikker
nu og da Hovedet frem ogsaa i disse Værker, men endnu altid tilhyllet af
Poesiens Klædebon og virkende i dens Tjeneste. Først i Fredrika Bremers
senere Arbejder træder den selvstændig op og har en Familie med sig af andre
Tendenser — religieuse og philanthropiske — der brede sig i Poesiens Hus som
Bejlerne i Penelopes til stor Skade for den Harmoni og Klarhed, der skal herske
i Digtningens Verden, og maaskee ikke engang til Gavn for disse Ideers
Udtræden i Livet. At Fredrika Bremer personlig har været en virksom, udholdende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
