Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Hertz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
Henrik Hertz.
for en saa indsigtsfuld Månd som vor Ven
Adolf. — Alt kommer naturligviis an paa
en klog Bestyrer; men for at de ikke
skulle være i Forlegenhed herfor, tilbyder
jeg mig med Fornøielse. I 8 Aar har jeg
været Lærer i Byens fleste Instituter, og
jeg tør sige, jeg veed baade, hvorledes
man skal tage Børnene, og hvorledes man
skal tage Forældrene; tør derfor næsten
indestaae for et heldigt Resultat. — Dette
var med faa Ord mit Forslag, som jeg
aldeles underkaster vor Vens Betænkning.
Adolf.
Det er unægtelig et Forslag, der
fortjener at overveies.
Madam Skaarup.
Ja . . . men det vil dog give en Hoben
Bryd erie.
August.
Vistnok. Men Bryderiet paatager jeg
mig, at sige mod et moderat Salair; og
Fordelen tilfalder Dem
Madam Skaarup.
Det var jo for saa vidt godt. Men
alligevel — — ja, hvad mener du, Månd?
Skaarup.
Jeg mener, at det kan vi jo tænke
over. Sparekassen er sandtnok sikkrere;
der staae Pengene fast. Men lad nu
Jansine først komme med hvad hun har
at sige.
Jansine.
Jeg vil slet ikke sige min Mening.
Der er saa Ingen, der bryder sig om,
hvad jeg siger.
Skaarup.
Hvad er det for Snak, Barn! Skal
Hr. Adolf ikke høre os Alle —
Adolf.
Min bedste Jansine! det bliver
sande-ligen nødvendigt . . .
Jansine.
Ja, søde Adolf, for din Skyld skal
jeg sige min Mening; for du er den Eneste,
der seer paa, hvad jeg siger. (Torrer øinene).
I kan for mig gjøre, hvad I vil. Men da
der nu i tre Vintre har været Tale om en
Klædes-Kaabe til mig og til Antonie, saa
synes jeg, det var ikke for meget, om
endeel af Pengene anvendtes dertil. En
Klædes-Kaabe kan vi længe have Gavn af;
og jeg er vis paa, at Sørensen, om han
levede, vilde give mig Ret.
Skaarup (piller sig bag Øret).
Vistnok kan I længe have Gavn uf
en Klædes-Kaabe. Men sandt at sige,
Barn! veed jeg ikke, hvorledes den skal
skaffe hele vor Familie Lykke og
Velsignelse, som dog Sørensen har spaaet om
disse Penge.
J a n S i n e (grædende),
Ja, jeg tænkte det nok. Jeg kan
aldrig sige et Ord, uden at de Alle ere
imod mig.
Skaarup (til Adolf).
Naa da! her har De alle de
forskjellige Meninger. Gud veed, de ere
forskjellige nok. — Hvad synes De nu?
Antonie.
Men, Fatter! skal jeg da ikke ....
Skaarup.
Det er Skamfærd sandt! — Kom da
du med dit Besyv.
Antonie.
Pro primo er jeg af samme Mening
som min Søster, hvad Kaaberne angaaer;
thi det kan aldrig skade. Pro Secunden ....
Skaarup (rettende).
Pro secundo.
Antonie.
Pro secundo mener jeg, at da der
ligeledes i tre Vintre har været Tale om
en Loge paa Comoedien, saa burde vi nu
iaar tage to Pladser til om Torsdagen. Det
bliver bestemt morsomt i Vinter. Logerne
ere betalte saa høit, saa de, der skrive for
Theatret, ret ville gjøre sig Umag iaar.
Adolf.
Min gode Antonie! vi bør ingenlunde
antage, at Forfatterne skrive for Fordelens
Skyld. De have andre, langt ædlere Motiver.
Antonie.
Det er nok muligt; men derfor kan
de gjerne være i Vinden for Penge. Meget
har de jo ikke, siger man; jeg for min
Deel har altid troet, at naar man i
Parterret raaber: »Forfatteren leve!« saa skeer
det, fordi man frygter for, han har
Ingenting at leve af.
Adolf.
Jeg vil ikke modsige dig, men troer
dog, at dette Udraab skeer af en anden
Grund.
Antonie.
Ihvorom Alting er, mener jeg, at
Jansine og jeg ved vore Forslag følge Fa’ers
eget Exempel.
Skaarup.
Mit Exempel? Jeg gaaer jo aldrig
paa Comoedie; og med Kaabe paa lader
jeg mig da heller ikke see.
Antonie.
Nei, men du siger altid, al man skal
forbinde det Nyttige med det Behagelige;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
