Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300
Hans Christian Andersen.
— ere komne tilbage til den oprindelige Friskhed. Dernæst maa nævnes de
forskjellige Rejsebeskrivelser — »I Sverig«, »I Spanien« og flere mindre Skizzer
— hvori Andersen har nedlagt Indtrykkene fra de mange Udflugter, han, den
mest berejste danske Digter, har gjort, og paa hvilke han er kommen i personlig
Berøring saa at sige med alle sin Tidsalders berømte Mænd og Kvinder; øverst
i Rangen blandt disse Rejsebeskrivelser staaer »En Digters Bazar« med de
phantasirige Skildringer af Syd- og Østeuropas Natur og Folkeliv.
Som dramatisk Forfatter vakte Andersen især Opmærksomhed ved det
før nævnte romantiske Drama «Mulatten«, ved Lystspillet »Den nye Barselstue«,
ved Syngestykket »Liden Kirsten« og ved Eventyrkomedierne »Meer end Perler
og Guld«, »Ole Lukøie« og »Hyldemoer«, hvor han med en af Resultatet kronet
Dristighed lænkede Eventyrets frie Ideer til Scenens Rum og de Spillendes
Personligheder. Folkecomedien »Paa Langebro« og Lystspillene »Han er ikke
født!« og »Da Spanierne var her« ere hans sidste dramatiske Arbejder.
Andersens bevægede Liv og frodige Digterproduction kan kun
ufuldstændig skildres i en snevert begrændset Skizze; men det er let at bøde paa
det Manglende ved at læse Digterens Selvbiographi »Mit Livs Eventyr«, der paa
hver Side er præget af hans ejendommelige Natur og giver det klareste Billede
af hans Characteer med dens Elskværdigheder og Svagheder.
Eventyr og Historier.
Keiserens nye Klæder.
For månge Aar siden levede en Keiser,
som holdt saa uhyre meget af smukke, nye
Klæder, at han gav alle sine Penge ud
for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke
om sine Soldater, brød sig ei om Comedie
eller om at kjøre i Skoven, uden alene for
at vise sine nye Klæder. Han havde en
Kjole for hver Time paa Dagen, og
ligesom man siger om en Konge, han er i
Raadet, saa sagde man altid her: »Keiseren
er i Klædeskabet!« —
I den store Stad, hvor han boede, gik
det meget fornøieligt til, hver Dag kom der
mange Fremmede, een Dag kom der to
Bedragere; de gåve sig ud for at være
Vævere og sagde, at de forstod at væve
det deiligste Tøi, man kunde tænke sig.
Ikke alene Farverne og Mønstret var noget
usædvanligt Smukt, men de Klæder, som
bleve syede af Tøiet, havde den forunderlige
Egenskab at de bleve usynlige for ethvert
Menneske, som ikke duede i sit Embede,
eller ogsaa var utilladelig dum.
«Det var jo nogle deilige Klæder,«
tænkte Keiseren; »ved at have dem paa,
kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i
mit Rige der ikke due til det Embede de
have; jeg kan kjende de Kloge fra de
Dumme! ja det Tøi maa strax væves til
mig!« og han gav de to Bedragere mange
Penge paa Haanden, for at de skulde
begynde paa deres Arbeide.
De satte ogsaa to Væverstole op,
lode som om de arbeidede, men de havde
ikke det mindste paa Væven. Rask væk
forlangte de den fineste Silkeog det
prægtigste Guld; det puttede de i deres
egen Pose og arbeidede med de tomme
Væve, og det til langt ud paa Natten.
»Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt
de ere med Tøiet!« tænkte Keiseren, men
han var ordentligt lidt underlig om Hjertet
ved at tænke paa, at Den, som var dum,
eller slet passede til sit Embede, ikke
kunde see det, nu troede han nok, at han
ikke behøvede at være bange for sig selv,
men han vilde dog sende Nogen først for
at see, hvorledes det stod sig. Alle
Mennesker i hele Byen vidste, hvilken
forunderlig Kraft Tøiet havde, og Alle vare
begjærlige efter at see, hvor daarlig eller
dum hans Naboe var.
»Jeg vil sende min gamle, ærlige
Minister hen til Væverne!« tænkte Keiseren,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
