Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
Hans Christian Andersen.
væv! man skulde troe man havde ingen
Ting paa Kroppen, men det er just Dyden
ved det!«
»Ja!« sagde alle Cavalererne, men de
kunde ingen Ting see, for der var ikke
Noget.
»Vil nu Deres keiserlige Majestæt
allernaadigst behage at tage Deres Klæder
af!« sagde Bedragerne, »saa skal vi give
Dem de nye paa, herhenne foran det store
Speil!«
Keiseren lagde alle sine Klæder og
Bedragerne bare sig ad, ligesom om de
gåve ham hvert Stykke af de nye, der
skulde være syede, og de toge ham om
Livet og de ligesom bandt Noget fast, det
var Slæbet, og Keiseren vendte og dreiede
sig for Speilet.
»Gud hvor det klæder godt! hvor det
sidder deiligt!« sagde de Allesammen.
»Hvilket Mønster! hvilke Farver! det er
en kostbar Dragt!« —
»Udenfor staae de med Thronhimlen,
som skal bæres over Deres Majestæt i
Processionen!« sagde Overceremonimesteren.
»Ja jeg er jo istand!« sagde Keiseren.
»Sidder det ikke godt?« Og saa vendte
han sig nok engang for Speilet! for det
skulde nu lade ligesom om han ret
betragtede sin Stads.
Kammerherrerne, som skulde bære
Slæbet, famlede med Hænderne hen ad
Gulvet, ligesom om de toge Slæbet op; de
gik og holdt i Luften, de turde ikke lade
sig mærke med, at de ingen Ting kunde see.
Og saa gik Keiseren i Processionen
under den deilige Thronhimmel og alle
Mennesker paa Gaden og i Vinduerne
sagde: »Gud hvor Keiserens nye Klæder
ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har
paa Kjolen! hvor det sidder velsignet!«
Ingen vilde lade sig mærke med, at han
Intet saae, for saa havde han jo ikke duet
i sit Embede, eller været meget dum.
Ingen af Keiserens Klæder havde gjort
saadan Lykke.
»Men han har jo ikke Noget paa!«
sagde et lille Barn. »Herre Gud, hør den
Uskyldiges Røst!« sagde Faderen; og den
Ene hviskede til den Anden, hvad Barnet
sagde.
»Han har ikke Noget paa, er der et
lille Barn, der siger, han har ikke noget
paa!«
»Han har jo ikke Noget paa!« raabte
tilsidst hele Folket. Og det krøb i Keiseren,
thi han syntes, de havde Ret, men han
tænkte som saa: »nu maa jeg holde
Processionen ud.« Og saa holdt han sig endnu
stoltere, og Kammerherrerne gik og bar
paa Slæbet, som der slet ikke var.
Stoppenaalen.
Der var engang en Stoppenaal, der
var saa fiin paa det, at hun bildte sig ind,
at hun var en Synaal.
»Seer nu bare til, hvad I holde paa!«
sagde Stoppenaalen til Fingrene, der toge
den frem. »Tab mig ikke! falder jeg paa
Gulvet, er jeg istand til aldrig at findes
igjen, saa fiin er jeg!«
»Der er Maade med!« sagde Fingrene
og saa klemte de hende om Livet.
»Seer I, jeg kommer med Suite!«
sagde Stoppenaalen, og saa trak den en
lang Traad efter sig, men som dog ikke
havde Knude.
Fingrene styrede Naalen lige mod
Kokkepigens Tøffel, hvor Overlæderet var
revnet og nu skulde det syes sammen.
»Det er nedrigt Arbeide!« sagde
Stoppenaalen, »Jeg gaaer aldrig igjennem,
jeg knækker! jeg knækker!« — og saa
knak hun. »Sagde jeg det ikke nok!«
sagde Stoppenaalen, »jeg er for fiin!«
Nu duer hun ikke til Noget, mente
Fingrene, men de maatte dog holde fast,
Kokkepigen dryppede Lak paa hende, og
stäk hende saa foran i sit Tørklæde.
»See, nu er jeg en Brystnaal!« sagde
Stoppenaalen; »jeg vidste nok, at jeg kom
til Ære; naar man er Noget, bliver man
altid til Noget!« og saa loe hun indvendig,
for man kan aldrig see udvendig paa en
Stoppenaal, at den leer; der sad hun nu
saa stolt, som om hun kjørte i Karreet og
saae til alle Sider.
»Maa jeg have den Ære at spørge
om De er af Guld?« spurgte hun
Knappenaalen, som var Nabo. »De har et deiligt
Udseende og deres eget Hoved, men lille
er det! De maa see til at det voxer ud,
thi man kan ikke Alle lakkes paa Enden!«
og saa reiste Stoppenaalen sig saa stolt i
Veiret, at huu gik af Tørklædet og i
Vasken, just som Kokkepigen skyllede ud.
»Nu gaae vi paa Reise!« sagde
Stoppenaalen; »bare jeg ikke bliver borte!«
men det blev hun.
»Jeg er for fiin for denne Verden!«
sagde hun, da hun sad i Rendestenen. »Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
