Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig Adolph Bødtcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Adolph Bødtcher
327
En Blomst du var fra Paradisets Have,
Hvor Amor i sin Uskyld sværmer om,
Mens Hjertet gjemmer som en Helligdom
Botanisk ivrig selv hans mindste Gåve.
Og du skal leve op, du glemte Rose!
Naar over Sky de mødes Aand med Aand,
Du rækkes atter ham af hendes Haand,
Og Amor fejrer din Apotheose!
Philosophen.
Der er en Gjæring, paastaaer man, i Tiden,
Maaskee! men see, min Viin blev sjelden suur,
Naar Flasken altid kjønt blev lagt paa Siden,—
Sligt applicerer jeg paa min Natur:
Jeg ligger rolig, selv naar jeg ej sover,
Og haaber nok, min Gjæring skal gaae over.
Jeg har en Ven, og En er nok i Grunden,
Han er min Damon, jeg hans Pythias,
Vi snakke smukt hinanden efter Munden,
Og tørne sammen kun med vore Glas:
At gaae i Døden for mig, jeg ej beder,
Men han maa gaae sin Vej, naarhan mig kjeder.
Min Glut er trind, og Brystet dejligt hvælvet;
Hvad Farven angaaer, — hver Couleur mig huer,
Er Øjet blaat, jeg flux »en Himmel« skuer,
Men i det Sorte seer jeg intet Helved:
Stor eller Lille — Sligt jeg ikke ændser,
Min Kjærlighed, den er foruden Grændser!
Til hvem jeg regnes, de Servile, Liberale?
Jeg staaer paa denne Korsvej uden Qval,
Min Mening er: den regnes blandt de Gale,
Som ikke mod sig selv er Liberal!
Hver faaer sit Kors, dog — hvordan Sagen stiles
Vil jeg dog bære helst paa de Serviles.
Hvad Folk hverandre hviske vil i Øret,
Naar jeg er død, mig volder ingen Yee,
Distancen er for lang til jeg kan hør’et,
Jeg strækker mig i Skyens Kanapee;
Og skulde Tingen blive mig for broget,
Jeg trykker Skyen og la’er falde Noget!
Saaledes lever jeg foruden Sorger,
Med god Samvittighed min Dag og Nat,
Jeg er i Kjøbenhavn en gammel Borger,
Som svarer sine Tynger og sin Skat;
Og jeg har Penge, — derfor vil nok Præsten
Engang ved Graven Jer fortælle Resten.
Opmuntring.
(Rom i October.)
— Men Hr. Kunstner, seer jeg ret?
Denne Fernis-Atmosphære,
Denne Pensel og Palet
Kan Du foretrække, Kjære!
Den meest solforgyldte, rene
Yndigste Octoberscene!
Og i Dag er Evans Fest;
Folkestimlen myldrer broget,
Hver sig kaarer til hans Præst;
Som til Indien gaaer atter Toget.
Skynd Dig, kom, før Dagen helder!
Himlen som Ultramarin
Blaaner over Sang og Viin;
— Hør den raske Klang af Bjelder!
Det er gamle Romas Qvinder,
Unge skjønne Bacchantinder!
Gladbegeistrede af Vinen
Skinne deres Perletænder,
Mens de slaae de bløde Hænder
Knyttede mod Tamburinen!
Os det gamle Sagn fortæller ,
Evan flk en dobbelt Fødsel;
Nu forstaaer jeg, hvad det melder,
Hvi Naturen var saa ødsel;
Første Gang han er at skue
I den tunge, modne Drue,
Anden Gang fra Grottens Kjelder
Stiger han til Dagens Lys,
Klar og kraftig da han qvelder,
Og beruser ved sit Kys. —
Hør hvor Raseriet stiger!
Folket bruser som et Hav,,
Evan svinger høit sin Stav,
Fulgt af Mænd fra alle Riger:
Tydskeren med Knebelsbarter
Og med Tørsten i sit Øje
Ligner Gudens Leoparder
Paa de viinbekrandste Høje;
Faun og Satyr, klædt paa Moden
Springe i de Franskes Række,
Mens de lange Klæder dække
Halerne og Bukkefoden;
Selv fra Rusland hele Skarer
Efter Thyrsusstaven ile,
Ret som tæmmede Barbarer
Under Aag af Gudens Smile:
Og den alvorsfulde Britte
Rødmer ved sin kolde Særhed,
Tumler glad i Togets Midte,
Greben sødt af Gudens Nærhed: —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
