Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
Par mo Carl Ploug.
Vel maae vi bære manget Livets Tryk,
Og bredfuldt er dets Lyst ei os iskænket;
Men vi mod Nøden stemme Ryg mod Ryg,
Og Glæden kommer, hvor vort Lag er bænket.
Naar Bollen flammer paa vort simple Bord,
Saa synger Hver, som Stemme har, i Chor:
En herlig Stand! Du glade Broderflok!
Naar vi kun er os selv, saa er vi nok.
Ordets Ridder.
Paa Risten er Ridderens Sværd nu lagt,
Hans Harnisk og Skjold i Museet hænger,
Hans flygtige Livs romantiske Pragt
Kun svagt gjennem Sagnenes Taage trænger;
Den Borg, som hans vældige Haand har bygt,
Hvor Kampen han trodsed og bortdrømte
Freden,
Nu skjuler en Ætling, der sysler beskeden
Med Bøndernes Tugt eller Studenes Røgt.
Der fægtes ei meer af Månd imod Månd
For Land og for Drot, for Frihed og Ære;
Thi Krig blev et Haandværk, Soldaten en Stand,
Og blinde Maskiner de staaende Hære;
Culturen har tæret paa Manddommens Marv,
Og studset det fyrige Mod sine Vinger;
En Heltedaad fast som et Eventyr klinger,
Kun Skægget flk Nutidens Løver i Arv.
Og dog er al dristig, al ridderlig ld
Med Korstog og Tvekampe heden ei vandret,
Een kjender endnu dog vor daadløse Tid,
Men Vaabnet er skiftet og Navnet forandret;
Thi Pennen blev Landse, og Ordet et Sværd,
Af funklende Tanker blev Rustningen flettet,
Et Blad af Papir er det Skjold, som uplettet
For Samtidens Skranke nu Ridderen bær.
De Vaaben er stærke, — thi styrte for dem
Maae Trældommens Mure og Fordommens
Gittre,
Og Brøde og Løgn af sit Skjul krybe frem,
Og Uretten selv under Purpuret zittre.
Vel tykkes tidt Kampen en dagligdags Kiv,
Som koster ei Blod, og hvor Døden ei lurer;
Men Hjertet med usete Skrammer den furer,
Og Offret, den kræver, er ofte — et Liv,
Og hvad er saa Lønnen? — et tvetydigt
Navn,
Af Magten forfulgt, af dens Krybere gnavet;
Et Bifald , smaahakket af Selvsygens Ravn ;
En Hæder, som vorder med Liget begravet.
Mens Kunsten betalte Historiens Gjæld
Til Mange, som Døden for Friheden funde,
Til Mange, som kun vare Herrernes Hunde,
— Saa siig mig: hvem sang om Armand
Carrel?
Han var dog en Helt, en Ridder saa god,
Som hin , der ei kjendte til Frygt eller Dadel;
Hans Kraft var en Mands, og en Ynglings
hans Mod,
Og Hjertet var ædelt, og Aanden af Adel;
Hans Hu var en eneste glødende Drøm
Om Frankrig, dets Glands, dets Hæder og
Lykke
Under Frihedstræets befrugtende Skygge,
Urokket af Tidernes vexlende Strøm.
Og Drømmen blev Ord; — og det prentede
Blad
Blandt Folket sig spredte med ilende Vinger;
Snart lød det som Suk, snart som Lærkernes
Qvad,
Og snart som naar Øxen i Roden alt klinger.
Der ulmede Gnister i Massernes Sjæl; —
De blussede op ; — i et Baal slog de sammen —
I Aske sänk Thronen. — Men hvo tændte
Flammen?
Det mægtige Ord og -— Armand Carrel!
Men Drømmen blev Drøm kun; — thi Folket
gav hen
Sit Blod blot for atter at reise en Throne,
Og »Frihedens Gudsøn« og Borgerens Ven
Snart lærte at synge i Herskerens Tone;
Og de, der nys kæmped paa selvsamme Piet
Som hin, og Nationens Mænd bleve kaldte,
At mættes ved Naadens Taffel nu valgte
For Winkelried-Kampen om Frihed og Ret.
Kun han blev ei vundet, han ene forblev
Trofast mod sit Folk, mod sit Kald og sin Fane:
Med knusende Kraft bort han Blændværket rev,
Og drog uforsagt Conseqvensernes Bane.
Men Ordet, som nys Bajonetterne brød
Og fæsted den nybaarne Magt paa sin Tinde,
Var nu til Besvær, derfor lod man det binde,
Og Had var den Tak, som dets Ridder man bød.
Hans Andel af Seiren blev Fængsel og Flugt,
Og Livet begaved ham rigt med sin Smerte;
Men Tankens vidt straalende Lys blev ei slukt,
Før Skumlerens Kugle fandt Vei til hans Hjerte.
Da klagede Frankrig, og følte sit Savn;
Men nu er det glemt, og fortørret er Taaren:
Og dog er ei den blandt dets Sønner end
baaren,
Som arved hans Aand og hans pletfrie Navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
