Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
Par mo Carl Ploug.
En Skrædderdreng sprang ned fra
Skrædderbordet ,
Fra Norges Kyst løb ud en liden »Snau«,—
Og Vikingaanden over Nordens Hav
Fløi atter, ungdomskiæk og staalomgjordet.
Ved Halland er en Vig, nu taus og øde,
Men engang zittred den af Kampens Brag,
Og engang mylrede dens Bølger røde
Af svedne Lig og sønderskudte Vrag:
Der slog den norske Løve til med Bilen
Og knuste Carl den Tolvtes sidste Haab,
Og der fik Peder Tordenskjold sin Daab,
Og Døbefonten hedder Dynakilen.
Men ingen Bølge gaaer i Kattegattet,
Og ingen Brænding slaaer mod Sveas Skær,
Der ikke til hans Heltery har skattet,
Der ei har seet hans raske Vikingfærd;
Som ei hans glatte Lag har overdøvet,
Som ei blev tøilet af hans Villies Magt,
Saa tidt han, lige glad og uforsagt,
Med Stormen eller Fjenden Styrke prøved.
Og intet Smuthul hist ved Stranden findes,
Hvorind hans skarpe Øie ei er trængt,
Og ingen By, hvor jo med Skræk ban mindes
Som den, for hvem ei Port og Bom var stængt.
Halvandethundred Aar er næsten omme,
I dem har Kirken gjemt hans Sarkophag;
Men Skaanes Qvinde siger end idag:
»Ti stille, Barn! Hvis ei, vil Tornskøld
komme«.
Hans Liv var kort. Hvi skulde han vel graane?
Hvi skulde dølge sig hans Morgens Gxy
Bag Middagsdis og blegen Aftenmaane,
Mens nu den straaler evig ung og ny?
Hvor skulde han, den vilde Voves Tæmmer,
Der skued Verden fra sin høie Stavn,
Vel trives i et Hus paa Christianshavn
Og røre sig bag Hverdagslivets Tremmer?
Nei! Endt var Banen og fuldbragt hans
Gjerning,
Da Danmarks Svaner var i Leiet lagt,
Og den forløbne Spillers falske Terning
Var kun et Redskab for en større Magt.
Kong Carl og han, de skulde følges sammen
I Livets Tvekamp og i Dødens Fred,
I Daadens Glands og Rygtets Evighed,
Thi de var Tvillingskud af Asastammen.
Men hvor er Aanden, den, som ham besjæled?
Var han det sidste Glimt, endnu den gav,
Før den, vanartet, sløvet og forkjælet,
Sänk ned til Kæmperne i deres Grav?
Hvis den var med, da hin Skærtorsdagspsalme
Fra Kongedybet over Norden klang,
Hvor var den, da Skærtorsdag anden Gang
Kom uden Ærens Krands og Seirens Palme?
Den kan ei døe, saalænge dens Bedrifter
Af Folket gjemmes som dets bedste Skat;
Saalænge Vinden Kraft og Sundhed vifter
Herind fra Vestervov og Kattegat;
Mens Havet er en Mark, hvor Hænder tomme
End høste Guid og hente dagligt Brød,
Og kjække Sjæle trodse Storm og Død.
Naar Nødens Time slaaer, vil Aanden komme!
Slaget ved Slesvig.
Paaskeklokken kimed mildt
Fra den danske Kyst,
Meldte over Lande
Dog om saa haard en Dyst.
Slutter Kreds og staaer fast, alle danske Mænd !
Gud, han raader, *naar vi fange Seir igjen.
Listet var i Mulm og Nat
Hid den tydske Hær,
Knap de danske Drenge
Fik Tid at spænde Sværd.
Aabent Bryst var Landeværn,
Mod var Mandeskjold;
Tysken maatte bygge
Af egne Lig sin Vold.
Kuglen peb og Sværdet sang
Til Kartovers Brag;
Tydsken maatte lære
Det danske Sprog den Dag.
Over Thyras brustne Led
Blod i Strømme randt;
Tydsken maatte kjøbe
Helt dyrt, hvert Fjed han vandt.
Vegen er for Overmagt
Liden Flok tilsidst;
Men af Danmarks Ære
Den haver Intet mist’.
Blegnet er saa mangen Kind,
Færre er de Faa;
Men for Danmarks Ære
Vi end er nok at slaae.
Slutter Kreds og staaer fast, alle danske Mænd !
Gud, han raader, naar vi fange Seir igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
