Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
Parmo Gari Ploug.
Vil Du elske mig, naar disse Sange,
I hvis Bølgegang mit Hjerte slog,
Og som derfor rørte Hjerter mange,
Og som først Din Attraa til mig drog;
— Naar de over andre Toner glemmes,
Og en yngre Slægt for dem er døv;
Naar de i den trykte Bog kun gjemmes,
Som paa Hylden staaer, bedækt med Støv?
Vil Du elske mig, naar jeg har fundet
Hvilen, som mig dette Liv ei gav;
Naar det Maal, min Stræben her har vundet,
Er en Tue Jord, en ukjendt Grav?
Vil Du vore Børn da trofast lære,
Hvem jeg var, hvorfor jeg trofast stred?
Vil Du mig i kjærligt Minde bære,
Til Du ved min Side lægges ned?
Dengang da Du var tyve Aar.
Dengang da Du var tyve Aar,
en nys udsprungen Blomst i Vaar,
en Jomfru fin og skær,
da saa’ til mig Du sødt og mildt;
jeg følte at mit Savn var stilt,
om Du mig havde kjær.
Men det var ei din Skjønheds Glands,
der slog mit Syn, der greb min Sands
og først min Attraa vandt,
og ei din Stemmes rene Klang,
der virked som en Tryllesang
og fast min Villie bandt.
Det var en ædelbaaren, fri
Natur, som jeg saa røres i
din friske Yndes Skrud;
det var et trofast Hjertes Slag,
en freidig Sjæl, jeg skimted bag
din Ungdoms bløde Hud.
Og dengang tog jeg ikke feil,
dengang jeg strøg mit revne Seil
og ankred ved din Fod;
thi hvad jeg søgte om, jeg fandt,
og hvad jeg gjettede, var sandt;
min Drøm fik Liv og Blod.
Som Timer fiygted femten Aar;
nu Høsten nærmere Du staar,
og jeg har naa’t den alt;
din Kind blev bleg, din Fod blev mat,
og i dit Haar tog Blæsten fat,
paa mit Rimfrosten faldt.
Men hvad Du loved i Din Knop,
og da dit Bæger luktes op
af Sommersolens Glød,
det har Du holdt som moden Frugt,
og holder, til, fra Grenen plukt,
Dig gjemmer Gravens Skød.
Mens Sorg og Glæder vexled om,
i Hjemmets stille Helligdom
en frodig Væxt Du fik;
og om din Sti var trang, var bred,
om surt den faldt, om let den led,
opad den altid gik.
Du var en bly og yndig Brud,
da i min Baad Du førtes ud
paa Livets brede Hav;
Du blev en Hustru stærk og god,
et Lys, der skinner for min Fod ,
en sikker Støttestav.
Du var en Jomfru skær og fin,
da i din Læbes hede Vin
jeg drak min første Rus;
Du blev en Moder, øm og huld,
saa klar som Dag, saa tro som Guld,
Skytshelgen for dit Hus.
Og hvis der i mit Strengespil
er Toner, værd at lytte til,
endnu i kulen Høst,
det er, fordi din Kjærlighed
har aandet Liv og Glæde ned
og Solskin i mit Bryst.
Indledning
til „Nyere Sange og Digte".
Da min Livstraad den blev spundet,
nynned Pareerne kun smaat,
derfor blev saa ringe Pundet,
som i Tilgift jeg har faa’t;
medens Andre er ved Muffen,
og har Sedler, Sølv og Guld,
jeg har altid fundet Skuffen
kun af Skillemønter fuld.
Medens Andre stod i Lære,
og har nemmet Kunstens Regi,
og fik Mesterbrev med Ære
under Magistratens Segl;
faar jeg aldrig Plads i Laget
efter Smagens Næringslov;
thi hvad jeg har lært af Faget,
det er kun til Husbehov. .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
