Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438
Hans Vilhelm Kaalund.
O, jeg gad stige paa Bjerget op
Og juble og svinge min Hat;
Og greb mig en Hvirvelvind paa dets Top —
Da syge Verden: Godnat!
Ben sande Fryd.
Kom glade Overgivenhed
Og Fryd for Ingenting,
O, kom og tag mig atter med
Til Dands og Leg og Spring!
Min Kind har Skjæg, dyb er min Røst, .
Og jeg er stiv og sat;
Kom overgivne Barndomslyst,
Flet Blomster om min Hat!
0 drag mig ud til Skov og Eng —
Jeg kjedes ved min Bog;
Drag mig, som naar den vilde Dreng
Du før til Frihed drog.
Ja gjør mig glad og let og mild,
Som fordum Du mig fandt,
Før Verdens Alvor gjør mig til
En mørk og stiv Pedant.
Nu spørger koldt mit Hoved, om
Min Glæde har en Grund,
Hvis ei, da er den Latter tom ,
Som toner fra min Mund.
O, hvad skal Fryd med ydre Grund!
Alverdens Sorg som Fjer
Bortvifter glad jeg med min Mund,
Naar jeg som Barnet leer.
Hvad hjalp det vel, om Jordens Guld
Man lagde i min Haand?
Det blev kun Muld som andet Muld
For en mismodig Aand.
Og steeg jeg end til Ærens Top,
Fandt jeg min Glæde der?
Uhyre svulmer Ønsket op
Og hvisker altid: Meer!
See, Verdens Herre seer sig midt
1 Pragten arm omkring —
Den sande Fryd behøver lidt,
Den leer ad Ingenting.
Naar Barnet jubler sjælefro,
Spørg det engang: for Hvad,
Alt hvad det veed, er at det lo,
Fordi dets Sjæl var glad.
O, kom min gamle Glæde, Du!
Jag mine Griller hen;
Jeg vil jo være nøisom nu,
Gjør mig til Barn igjen!
Man bliver en Forstening stiv
I Tidens kolde Elv;
Giv mig de Indfald, fuld’ af Liv,
Som sprudle af sig selv.
Giv mig den friske Barndomslyst
Og Fodens lette Iil,
Det raske Blod, det aabne Bryst
Og glade Ungdomssmiil.
Kom tag mig atter, tag mig med
Til Dands og Leg og Spring,
Min gamle Overgivenhed
Og Fryd for Ingenting!
Naar Du er træt.
Naar Du er træt, naar Du er kjed
Af Verden og dens Smaalighed,
Da skynd Dig fra den trange Muur
Ud i Guds mægtige Natur.
Og naar Du Dig paa Sletten seer,
Hvad eller mellem Skovens Træer,
Da kast Dig ned i Græsset, bøi
Din Ryg tilbage mod en Høi.
Og skam Dig ei for Du er stor:
Læg Dig kun paa den grønne Jord,
Men see Dig først forsigtig om,
Du arme Træl af Verdens Dorn.
Dog hvis Dit Blik foroven seer
Kun lutter Vind og lutter Veir,
Da reis Dig atter, gaae Din Vei,
Thi Kjære, Du forstaaer mig ei.
Men Du, som Aandens Kampe stred,
Kom, læg Dig træt paa Høien ned,
Og fæst en Stund Dit Øie paa
Det grændseløse Himmelblaa.
Henover Dig gaaer Luftens Strøm,
Du synker i en stille Drøm.
Vend kun Din Ryg til Verden her,
En Verden gaaer da op Dig der —
En Verden sammensat af Alt,
Hvad Støvet aldrig gav Gestalt,
Hvad Anelsen kan male kun
Med Himmelguld paa Himmelgrund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
