Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
441 Hans Vilhelm Kaalund.
Dog stiger paany
Den straalende Sol af sin Sky;
Taager som gyldene Fjelde
Over den hælde;
Med Farvernes funklende Spil
Regndraaberne hænge
I Solens Ild
Og glimre paa Marker og Enge.
Henover jeg maa
Den regnopsvulmede Aa;
Mens Frøen bag Vandaxet dukker,
Liljen jeg plukker;
Der vrimler af Urter og Straae,
Som ikke jeg kjender,
Mens Biller smaae
I hvirvlende Cirkler sig vender.
O herlige Stund!
Jeg er ung, jeg er glad, jeg er sund;
Sværmerens sygnende Fagter
Dybt jeg foragter;
Ikke med Verden i Strid,
Feig for min Broder
Flygter jeg hid;
Jeg kun søger Naturen, min Moder.
Bruser hun vild,
Eller smiler hun blomstrende mild,
Mig hun paa Eng og paa Hede
Volder kun Glæde,
Aabner for Storhed mit Bryst,
At jeg maa smile
Ad Livets Dyst
Og længes i Striden at ile.
Mismod.
Tungt paa den vaade Skovvei Vognen henrasler;
Ud fra Gærdet strække sig visne Hasler;
Taarnede vildt, som høie Bjerge, af Blæsten,
Aftnens Skyer flamme som Ild i Vesten.
Og paa fjerne, kobberfarvede Høie
Sidder Stormens Engel; for mit Øie
Kjendte Steder glide; hver en Bolig,
Hver en Hytte vinker min Sjæl fortrolig.
Gjennembruset mægtig af Ungdomsflammen,
Blussedjegnys; nu synker Stoltheden sammen;
I den dunkle Kvæld under sukkende Graner
Leer jeg ad mine egne Høihedsplaner.
Og paa de øde Høie, hvor Vindene bruse,
Mismod griber mit Indre. Hellige Muse,
Fyld mit Hjerte atter med Manddomskraften
I den vilde, den tungsindige Aften!
Til Virkeligheden.
i.
Min Tugtemester, min store Lærer,
Min Hyldest jeg Dig i Sang frembærer!
Alt dengang jeg blev fra Brystet vænt,
Jeg troer, mit Forhold til Dig var spændt.
Du tog min Kjæphest, min Top og Trille —
Jeg maatte jo taale det! Jeg var den Lille.
Der vanked Buler, der vanked Stød,
Og Du var saa haard og jeg saa blød.
Og alle de Huse af Kort, jeg reiste,
De faldt overende, som bedst de kneiste. —
Det var Dig, det varDig, som rev dem omkuld!
Hvor kunde Du være saa ondskabsfuld!
Jeg var jo skabt til Lys og til Lykke;
Men Du, Du havde saa megen Skygge.
Jo mere jeg voxed, jo mere jeg saae,
Du var ikke rigtig at stole paa.
Jeg vilde lege og juble i Solen,
Men de trak mig fra Legen afsted til Skolen.
Der satte de mig blandt Poge paa Bænk
Og sagde: » Bryd nu Dit Hoved og tænk !«
Og jeg tænkte og svedte og brød min Hjerne
Og søgte blandt Skallerne Kundskabens
Kjerne.
Men det Meste var Skaller og Avner, jeg fandt,
Jeg syntes, jeg tabte langt mer end jeg vandt.
Derude slog Fuglen sin lystige Trille;
Der sprudled jo Livsglædens herlige Kilde.
Jeg maatte derud for at prøve mit Mod —
Der var Ungdom og luende Ild i mit Blod.
Saa jog jeg afsted over Bjerge og Dale
For at gribe den flygtende Fugl ved dens Håle.
Men jeg mærked det snart, jeg var kun
dens Gjæk:
Naar jeg kom, hvor den sad, da var altid den væk.
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
