Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter Christian Asbjørnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
Peter Christian Asbjørnsen. 468
suspicious ud — er det ikke sändt A— ?
og naar her er Gjedde,» vedblev han, »er
her ikke Urret, for den æder baade ham og
Dit og Dat og den Ændre.«
Den Fremmede, en Bekjendt fra
Hovedstaden, var vel indviet i Egnens Forhold.
Han raadede mig til at besøge Änne Marie
i hendes Hytte, som han viste mig imod
Horizonten i en Udhugning af Barskoven
oppe paa Høiden af den østlige Aas, for at
høre flere af hendes Fortællinger. Den
næste Dag udførte jeg dette og hørte mange
Eventyr og Sagn. Og da Änne Maries
Forraad var udtømt, henviste hun mig til Peer
Graver som et uudtømmeligt Skatkammer.
Huldreæt.
Vi havde været i Besøg paa Bjerke.
Proprietairen og Gamlemoer roede hjem
Søndag Aften; men Jomfru Marie, Smaagutterne
og jeg, Præceptoren, havde efter mangfoldige
Makinationer faaet Lov til at blive over til
Mandag, for at vandre hjem over Aasen »og
see Udsigten,« hed det. Den Mandag Morgen
kom os alt for snart. Ledsagede af vor
Vertinde, den gode Moer Bjerke og hendes
Søn, vandrede vi op gjennem Bjerkehagens
løvrige Lunde, hvor Rødstjerten og
Bogfinken i Oretoppene feirede Dagen med raske,
velklingende Slag, medens Fluesnapperne,
vimsende mellem Grenene, gåve sit Ord med i
Laget, og Havesangeren, beskedent skjulende
sig bag Løvet, lod sin muntre Sang strømme
ud fra de tætte, dunkle Kroner. Morgenen
var saa stille og saa luun; Birkens Blade
rørte sig neppe, og da vi kom op ad Stien
gjennem Engene, saae vi endnu Dugperlerne
gynge funklende paa Kløveren og i
Maristakkens foldede Blade, naar der faldt et
Solstreif i det Grønne. Svalerne strøge lavt
efter de fine Libeller; Buskskvætten sad
gyngende paa en Tistel og kviddrede i
Ageren. Her havde vi Lærkesang fra den
blaae Kuppel, der paa alle Kanter
omgjerdedes af lyse Sommerskyer, som
skjær-mede os mod Julimorgenens hede Sol.
Da vi vare paa hiin Side Kongeveien,
havde vi en anden Region. Det gik opad
Aasen; Fyrren og Granen hvælvede os svale
Haller. Endnu lød Lærkernes Triller over
til os; men de Toner, som havde hjemme
her, vare kun de travle Meisers skjærende
Piben, Gjertrudsfuglens regnvarslende Skrig
og Veirstillernes Glam under Skyen. Trætte
og mødige efter Opstigningen, hvilede vi et
Øieblik paa de flade mosdækkede Klipper
ved Præstemyren, drak en Afskedsskaal med
vort Følge, og kvægede os ved Synet af
Øierens blanke Flade og de låve blaae Aaser,
vi skimtede mellem Fyrrestammerne.
Smaagutterne vare alt ude paa Myren
for at sanke Multer og jublede, hver Gang
de saae en rødmende Kardt. Jomfruen og
jeg fulgte da efter. Krandset med Fyr og
Gran strakte Mosen sig fjerdinglangt ud mod
Vest som en stor Slette, hvis Eensformighed
kun af og til afbrødes ved Grupper af ranke
Siv med vaiende Toppe, eller ved Tuer af
den lysegrønne Caimus, eller ved
fremspringende Odder med en Skytterhytte af
visne Grankviste ude paa Pynten, der stod
som et Minde om Aarfugllegen fra Vaaren.
Mod Nord, hvor vor Vei gik, var det knapt
et Par tusinde Skridt over. Trindt Bredden
stod Lyngen i Blomster; men ude paa Myren
vinkede os Mosliliens gule, prægtige Bæger,
den skjæggede Bukkebladblomst og den
ziir-lige Calla. Pyntet med nikkende Myrduun,
Multebærblomster og tandre Stargræs, spillede
Mostæppet i de forskjelligste Nuancer og
gyngede under vore Fødder, som om det
hvilede paa et bølgende Hav. Vi gjorde
ogsaa en lille Afstikker, for at sanke Multer.
Da vi igjen kom frem mod Pynten af en
af disse fyrrekronede Odder, svingede
Duun-hammerne sine store valtseformige Ax frem
og tilbage over vore Hoveder; en skjærende
Vind peb os i Ansigtet, og lige over for
os stode mørke Skymasser med graalige,
udvaskede Rande. Det bryggede til en
Regn-skuur; vi følte alt enkelte Draaber. Jeg
trøstede min forskrækkede Ledsagerinde med
det Ly, vi skulde finde i den gamle
Vardehytte, som neppe laa et Par Bøsseskud borte,
lige op for den ludende Fyr ved Myren, og
som stod igjen der fra Krigstiden. Da vi
kom til Bredden, skylregnede det; men nu
havde det ingen Nød, vi følte fast Grund
under vore Fødder, vi vare i Skovens Læ,
og inden to Minutter vare vi oppe af Bakken
og velforvarede i Vardehytten. Egentlig vare
vi paa ingen Maade vel forvarede. Taget
var styrtet ned; der var kun en liden Snip
igjen deraf i det ene Hjørne, saa at vi frit
kunde see Himmelens Fugle flyve over os.
Men i dette Hjørne, under denne lille Snip
havde en menneskevenlig Skytter eller
Ved-hugger anbragt en Bænk af et Par
Briske-stammer mellem Tømmerstokkene, saa lang,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
