Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Ingebrektsen Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JØRGEN INGEBREKTSEN MOE,
Asbjørnsens Yen og Medarbejder ved Indsamlingen og Udgivelsen af de norske
Folkeeventyr, har sit Navn efter Gaarden Moe paa Ringerige, hvor han blev
født den 22 April 1813. Hans Fader, en agtet Bondemand, havde tidlig fattet
den Tanke, at Sønnen skulde studere og lod ham fra Trettenaarsalderen af
undervise privat af den samme Lærer, hos hvem Asbjørnsen modtog sin
Forberedelse; efter at Undervisningen var bleven fortsat i Christiania, blev Moe
Student 1830. Med Embedsexamen — den theologiske — gik det kun langsomt,
saa vel fordi Moe maatte erhverve sit Ophold som Huslærer og ved andre
Informationer, som fordi han ofrede megen Tid paa de kjære Folkeeventyr, der
allerede i Barndommen stærkt havde beskjæftiget hans Tanke; omsider
underkastede han sig Embedsprøven 1839 og udgav allerede Aaret derpaa en lille
»Samling af Sange, Folkeviser og Stev i norske Folkedialecter«. Sammen med
Asbjørnsen udstedte han Indbydelsen til de mere omfattende Eventyrsamlinger
og delte med denne Arbejdet ved som Æren for deres Udgivelse, lige som han
ogsaa nød Godt af de offentlige Stipendier, hvormed dette Foretagende
opmuntredes; han berejste saaledes Hardanger, fornemmelig for at opsamle
Folkedigtninge i metrisk Form, Thelemarken og Sætersdalen, hvor han gjorde en rig
Høst af Kjæmpeviser og »Stev«, de ejendommelige improviserede Yexelsange,
som ere en saa characteristisk Form for den norske Folkepoesi.
Udmærker Asbjørnsens Gjenfortælling af Eventyrene sig ved den plastiske
Styrke, hvormed Folkedigtningens mægtige Træk ere gjengivne, saa er Moes
Fremstilling i Besiddelse af større stilistisk Finhed og Afrunding, Egenskaber,
der i ikke mindre Grad udmærke hans selvstændige Digtning. I denne hører
man selvfølgelig mangen en Gjenklang af den Folkepoesi, som Moe var saa
fortrolig med, og han har i Digtene »Fra Dalene« valgt selve Sagnene til Emne
for sin poetiske Fortælling, en Opgave, han dog ikke har løst med saa stor
Originalitet som Welhaven, hvem han selv i Indledningen til »Sange, Folkeviser
og Stev« udpegede som den, hvis Gemyt og Aand vilde formaae at »befrie
Fjeldnaturen fra den Forstening, hvori den ligger tryllebunden.« En stor Del af
Moes øvrige Poesier — samlede 1849 i »Digte«, andet Oplag 1856 — skylde
en ydre Lejlighed deres Tilblivelse, men netop her har han ofte været allerheldigst
med at give en Stemning et fint og skjønt Udtryk, især i de Digte, hvor hans
lange og inderlige Samliv med den norske Natur kunde komme til at give sig
Vidnesbyrd.
Mellem første og anden Udgave af »Digtene« henhører en lille
Børnebog »I Brønden og Rjærnet« samt den mindre Samling nyere Poesier, der udkom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
