Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
490
Henrik Ibsen.
Forviklinger.
Der stod i en Have et Æbletræ;
Det var dryssende hvidt af Blomstersne.
Der fløi i Havçn en liden Bi;
En Æbleblomst den forelsked sig i.
Saa misted de Begge sin Hjertero;
Men saa forloved de sig, de To. —
Bien fløi vidt paa sin Sommerfart; —
Da hjem den vendte, var Blomsten Kart.
Bien sørged, og Karten led;
Men det var nu Intet at gjøre ved.
Tæt under Træet i Murens Grus
Leved en liden, men dydig Mus.
I Løndom den sukked: Du Kart saa fin ,
Min Kjælder var Himlen, hvis du var min! —
Den trofaste Bi gik atter paa Flugt; —
Da hjem den vendte, var Karten Frugt.
Bien sørged, og Frugten led;
Men det var nu Intet at gjøre ved.
Tæt under Tagskjægget hang, som en Kurv,
Et Fuglerede; der boed en Spurv.
I Løndom den sukked: Du Frugt saa fin,
Mit Rede var Himlen, hvis du var min.
Og Bien sørged, og Frugten led;
Og Musen kjæmped, og Spurven stred.
Men Alt gik saa stilt; der fik Ingen Besked ; —
Den Ting var jo Intet at gjøre ved.
Saa trilled Frugten fra Grenen og sprak, —
Og Musen blev død i et halvkvalt Ak!
Og Spurven blev ligervis; — i sit Skjul
Man fandt ham, da Kornstangen reistes til Jul.
Da Bien var fri, stod nøgen hver Hæk,
Og alle Sommerens Blomster var væk.
Saa gik den i Kuben; — der Fred den fandt
Og døde omsider som Voxfabrikant. —
Se, al denne Jammer og Nød var spart,
Var Bien bleven Mus, da Blomsten blev Kart.
Og Alt kunde endt saa godt og saa smukt,
Var Musen bleven Spurv, da Karten blev Frugt.
Paa Yidderne.
Nu Skræppen over Ryggen slængt,
Og Riflen ladt i Haand,
Og Spjeldet lukt og Døren stængt
Med Tap og Vidievaand;
Saa indom til min gamle Mor
I Stuen nærmest ved, —
Et Haandslag til Farvel, — et Ord,
-»Jeg kommer hjem, saa snyg jeg for,
Og indtil da — Guds Fred!«
Opefter bugtes Veien smal,
Det bær i Holtet ind;
Men bag mig ligger Fjord og Dal
I disigt Maaneskin.
Jeg for forbi min Grandes Væg, —
Paa Gaarden var saa stilt;
Men bortmed Grinden under Hæg
Det lød som Løv paa Linets Læg,
Der ringled let og mildt!
Der stod hun i det hvide Lin
Og hilste mig Godkveld;
Hun var saa væn, hun var saa fin,
Saa frisk, som Blom paa Fjeld.
Et Øie lo hun med, og et
Hun gjøned med saa smaat; —
Jeg lo som hun, og med et Sæt
Jeg stod ved Grinden ganske tæt, —
Men da var Øiet vaadt!
Jeg slog min Arm om hendes Liv,
Og hun blev rød og bleg;
Jeg kaldte hende for min Viv,
Og Barmen faldt og steg.
Jeg svor, at nu — nu var hun min
Tilbunds, — ei lidt — ei halv —!
Hun saa — jeg tror, paa Skoen sin,
Der ringled Løv paa Bringens Lin:
Det var fordi hun skalv!
Hun bad saa vakkert, og jeg slåp,
Og Spøgen gik som før;
Men Hjertet mit gik Klap i Klap,
Min Hug var vild og ør; —
Jeg bad saa vakkert, og hun taug, —
Vi fulgtes ad, vi to;
Mig tyktes som det sang i Haug,
Som Elverfolk og Nøk og Draug
Indunder Løvet lo!
Saa bar det opfor Veien smal,
Det bar i Holtet ind;
Men nedenfor laa Fjord og Dal
I disigt Maaneskin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
