Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
507
Kirken. Efter dette Tidsforløb fik de en
Jente, som de kaldte op efter Gutten; han
havde hedt Syvert, og hun blev døbt
Syn-nøv, da de ikke fandt noget Nærmere.
Men Moderen kaldte hende Synnøve, fordi
hun, saalænge Barnet var lidet, havde for
Yis at lægge »min« til, og det da syntes
hende at falde lettere. Hvordan det var
og ikke var: den Tid Jenten blev større,
kaldte Alle hende Synnøve efter Moderen,
og de Fleste sagde, at i Mandeminde var
ikke saa fager en Jente voxet der i Bygden,
som Synnøve Solbakken. Hun var ikke
gammel, før de hver Prækensøndag tog
hende med i Kirke, skjøndt Synnøve i
Førstningen ikke vidste bedre, end at
Præsten stod og skjændte paa Slave-Bent, som
hun saa sidde lige nedenfor Prækestolen.
Dog vilde Faderen hun skulde være med
— forat faa Vanen, sagde han; og
Moderen vilde det Samme, »da Ingen vidste,
hvorledes hun imidlertid blev passet hjemme«.
Var der paa Gaarden noget Lam, Kid eller
lidén Gris, som vantrivdes, eller en Ko,
som noget Ondt kom over, blev det altid
givet Synnøve til Ejendom, og Moderen
syntes vide, at fra den Stund kom det sig;
Faderen troede ikke rigtig, det kom deraf,
men det var i alle Fald det Samme, hvem
af dem ejede Fæet, naar det blot trivdes.
Paa den anden Side i Dalen og tæt
under det høie Fjeld laa en Gaard, som
hedte Granliden, saa kaldet, fordi den laa
midt i en stor Granskog, den eneste i vid
Omkreds. Ejerens Oldefader havde været
blandt dem, som laa i Holsten og ventede
Russen, og fra denne Færd bar han mange
fremmede og forunderlige Frøsorter med
hjem i Turnistret. Dem plantede han rundt
sine Huse; men i Tidens Længde var en
efter en gaaen ud; kun nogle Grankogler,
som sært nok var kommen iblandt, havde
sat stærk Skov og skyggede nu Husene
til alle Sider. Holstensfareren havde hedt
Thorbjørn efter sin Bedstefader; hans ældste
Søn Sæmund efter Faderen, og saaledes
havde paa den Gaard Ejerne skiftevis hedt
Thorbjørn og Sæmund — op i umindelige
Tider. Men det Ord gik, at i Granliden
havde blot anden hver Månd Lykken med
sig, og det var ikke ham, som hedte
Thorbjørn. Da den nuværende Ejer, Sæmund,
fik sin første Søn, tænkte han
mangehaande derved, men turde dog vanskeligt
bryde Slægtens Skik, og kaldte ham derfor
Thorbjørn. Grundede han da over, om ikke
Gutten kunde opdrages slig, at han kom
forbi den Skjebnesten , Snakket havde lagt
i hans Vej. Han var ikke rigtig vis paa
det, men han syntes formærke stridigt
Sind hos Gutten; »det skal plukkes ud«,
sagde han til Moderen, og saasnart
Thorbjørn var bleven tre Aar, satte Faderen
sig stundom hen med et Ris i Haanden,
tvang ham saa til at bære alle Vedtræer
tilbage paa sin Plads, tage op igjen den
Kop, han havde kastet, klappe Katten,
som han havde knebet. Men Moderen gik
gjerne ud, naar det Sind kom over Faderen.
Sæmund undredes ved, at alt som
Gutten blev større, var der mere at rette
hos ham, og det uagtet han stedse blev
strengere medfaren. Han holdt ham tidlig
til Bogen og lod ham gaa med paa
Marken forat kunne have et Øje med ham.
Moderen havde stort Hus og Smaabørn;
hun kunde ikke mere end klappe og
formane Sønnen hver Morgen hun klædte ham
paa, og talt sagte med Faderen, naar
Helligdagene samlede dem. Men Thorbjørn
tænkte, naar han fik Hug, fordi a, b, sagde
ab og ikke ba, og fordi han ikke havde
Lov at give liden Ingrid Ris, som Faderen
gav ham: — det er dog underligt, at jeg
skal have det saa slemt og alle
Smaa-sødskendene mine skal have det saa godt.
Da han var mest omkring Faderen og
han ikke turde tale synderligt til ham,
blev han ordknap, skjønt ikke faatænkt.
Engang undslap det ham dog, medens de
drog paa det vaade Hø: »Hvorfor er alt
Høet tørt og inde derover paa Solbakken,
og her er det vaadt?« »Fordi de har oftere
Sol end vi.« — Det var første Gang han
lagde Mærke til at den Solglands der
borte, han tit havde siddet og glædet sig
ved, stod han selv udenfor. Siden den Dag
faldt hans Øjne oftere paa Solbakken end
før. »Sid ikke der og gab,« sagde Faderen
og gav ham et Puf; »Herover maa vi
slide, det vi kan, baade Liden og Stor,
skal vi faa Noget i Hus.«
Sæmund skiftede Tjenestegut, da
Thorbjørn kunde være omkring de Syv, Otte.
Aslak hed den nye, og han var nok
allerede vidrejst, skjønt han blot var Unggutten
endda. Den Kveld, han kom, var
Thorbjørn gaaen tilsengs, men den næste Dag,
han sad og læste, slog En op Døren med
et saadant Spark, som han aldrig havde
hørt før, og det var Aslak, der kom
drivende med et stort Fang Ved, — slængte
det med Fart ned paa Gulvet, saa Skierne
føg til alle Siderne. Selv hoppede han
38*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
