Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
516
Bjørnstjerne Bjørnson. 516
»Hop!« sa’n Erik
og spænte i taget,
så bjælkerne braged,
og væggene skrek.
»Stop!« sa’n Elling
og tog ham i kragen
og holdt ham mod dagen:
»du er nok for vek!«
»Hej!« sa’n Rasmus,
tog Randi om live’:
»skynd dig at give
den kyssen, du ,ved«..
»Nej!« svarte Randi,
en ør-fig hun gav ham
og sled sig ifra ham:
»der har du besked!«
II.
Løft dit hoved, du raske gut!
om et håb eller to blev brudt,
blinker et nyt i dit øje,
straks det får glans af det høje.
Løft dit hoved og se dig om,
noget er der, som roper: kom! —
noget med tusende tunger,
som om frejdighed sjunger.
Løft dit hoved, ti i dig selv
blåner også et udstrakt hvælv,
hvor der med harper klinger,
jubler, toner og svinger.
Løft dit hoved og sjung det ud,
aldrig kuer du vårens skud;
hvor der er gærende kræfter,
skyder det året efter.
Løft dit hoved og ta g din dåb
af det høje, strålende håb,
som over verden hvælver
og i hver livsgnist skælver.
Der ligger et Land.
Der ligger et land mod den evige sne,
i revnerne kun er der vårliv at se.
Men havet går til med historie-døn,
og elsket er landet som mor af søn.
Hun tog os i fanget, dengang vi var små,
og gav os sin saga med billeder på.
Vi læste, så øjet blev stort og vådt;
da smilte den gamle og nikked blot.
Vi sprang ned til fjorden, vi stirrede mod
den askegrå bauta, hvor gammel den stod;
hun stod der end ældre, sa’ ingen ting;
men stensatte hauger lå rundt i ring.
Hun tog os ved hånden, og følge hun gav
bort derfra til kirken så stille og lav,
hvor fædrene ydmygt har bøjet knæ,
og mild’lig hun sagde: gør I som de!
Hun strødde sin sne over fjældbratte li,
bød så sine gutter at stå den på ski.
Hun knuste med stormhånd det nordhavs spejl,
bød så sine gutter at hejse sejl.
Hun satte de vakreste jenter i rad
at følge vor idræt med smil og med kvad,
og selv sad hun højt i sin sagastol
.og måneskinskåben opunder pol.
Da lød der et fremad! et fremad endnu
på fædrene-mål og med fædrene-hu
for frihed, for norskhed, for Norge hurra!
og fjældene selv roper langt hurra.
Da løsned’ begejstringens rullende fån,
da døbtes vi af hendes mægtige ånd,
da stod over fjældet et syn i glød,
som siden os maner indtil vor død.
Da Norge ikke vilde hjælpe.
(Påske-kvæld 1864).
Når siden du sejler i Kattegat
og gennem Belt,
du finner ej mere den danske fregat
med rød-hvidt felt,
du hører ej mere kommando-ord
i Vessels sprog,
ej al den livsalige sang ombord
bag Danebrog.
Du møder ej latter, du ser ingen dans
under hvide sejl.
du følger ej kunstens langt viftende krans
om mast og spejl.
Men alt, hvad vi ejede der ombord,
til havs er sat,
hvert skjold og hvert minne i dybet det för
en vinter-nat.
Det var i den samme, fregatten skød
under Norges Land
nød-skud paa nød-skud, mens sjøen brød
med tang og sand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
