H. Rafn: Anm. af Hude, græsk Syntax. 89 Everything considered, Mr. Sandys’ edition of Aristotle’s eminent work is a worthy pendant to the editio princeps of Mr. Kenyon and an ornament to English scholarship. Aug. 1893. Karl Hude. Karl Hude: Kortfattet Haandbog i den græske Syntax. ?2den omarbejdede Udgave. København 1893, Gyldendal. 39 5. At den græske Ordføjningslære udelukkende maa meddeles Disciplene som Hjælpemiddel til Forstaaelsen af Forfatterne, er alle Lærere vist enige om; men Forskjellighederne fra andre Sprogs Ordføjning er i Græsk saa talrige, at det vilde være upraktisk at indskrænke sig til en mundtlig Fremstilling af de paagjældende Regler. Madvigs Ordføjningslære egner sig vel, benyttet i Udvalg, fortrinligt til Brug ved Skoleundervisningen; men dens Størrelse virker naturligvis afskrækkende. Det er derfor heldigt, at Skolen i Dr. Hudes Haandbog har faaet et mere kortfattet Hjælpemiddel, der særligt i den nye Udgave meddeler de nødvendige Regler i let fattelig Form. Et enkelt Sted vil Reglen sikkert lyde noget indviklet for Disciplene, i al Fald naar den læses uden Forbindelse med. det foregaaende, hvad der jo sker ved Henvisning. Det er i ἃ 8, hvor det hedder: Genetiver af Substantiver sættes i Reglen mellem Artiklen og Substantivet eller efter Substantivet uden gentaget Artikel. : Antallet af Reglerne er saa stort, at Disciplene ikke let ville blive ladte i Stikken. Der er ogsaw taget Hensyn til Homers og Herodots Sprogbrug, ja selv Udtryk som ó τὰ ῥάκια og Brugen af Optativ i Bisætninger efter Hovedsætninger i Nutid er medtaget fra Lukian. Ordningen er den almindelige efter Ordklasser og Casus, Maader og Tider; men denne Orden er dog brudt for at faa Reglerne om Bisætninger henholdsvis efter Nu- og Fremtid og Fortid stillede sammen. Dette giver en god Oversigt; men hvor det hedder: «undertiden forandres kun Tempus, ikke Modus» efter Fortid, vilde det være rigtigt udtrykkeligt at fremhæve, at dgsaa Tempus oftest, i Modsætning til Dansk, ikke forandres, hvad der jo for Oversættelsen har stor Betydning, og det vigtige Fænomen, at deklarative Gjenstandssætninger og indirekte Spørgesætninger efter Nu- og Fremtid staa i Indikativ, er kommet til at staa saa stærkt i Skygge, at det maa læses ud af et Exempel. Særledes praktisk er det, at Brugen af ἄν er taget for sig selv, og den schematiske Opstilling af Infinitiv og Participium er meget instruktiv. En lignende Opstilling kunde vist ogsaa anvendes for at fremstille Tidsbetydningen i Modi udenfor Indikativ.