Anmeldelser. J. L. Heiberg: Attiske Gravmæler. København 1895, Philipsen. 140 5. Forfatteren begynder med en Slags Undskyldning: «Naar jeg uden at være Archæolog af Fag har vovet mig til denne Opgave, sker det i den Overbevisning, at den ene Ensidighed ikke er værre end den anden; saa sandt græsk Kunst og græsk Litteratur er Børn af samme Aand, maa Syslen med de skrevne Mindesmærker give nogle Forudsætninger til Forstaaelsen af de hugne». Dette er der vist Ingen, der tvivler om, og disse Ord kunne have deres Berettigelse som Advarsel mod Ensidighed og som Opfordring til Filologen om ikke at glemme, at der ved Siden af Litteraturen i Monumenterne flyder en ikke mindre righoldig Kilde til Kundskab om den klassiske Oldtid, og til Archæologen om at erindre, at grundig Kjendskab til Litteraturen er en nødvendig Forudsætning for PForstaaelsen af Monumenterne ; men som Undskyldning var de overflødige; thi naar Forf. «har følt Trang til at give den Taknemmelighed Luft, som han skylder disse Grave for mangen god Time i deres stille Selskab», vil Læseren ogsaa være ham taknemmelig, førdi han har indført ham i det samme gode Selskab, og gjort det saa oplysende, at man Intet savner af hvad behøves til Forstaaelsen, og saa følelsesfuldt, at man rives med og faar den samme Kjærlighed til disse Monumenter som Forfatteren. Det er en fornøielig Bog, smukt udstyret i typografisk Henseende og forsynet med 28 gode fotografiske Billeder, og livlig skrevet, som Forfatteren pleier. Men vigtigere end den «aandrige» Stil er det, at Bogen er skreven med Sagkundskab og med Kjærlighed til Emnet, og med klar og sund Opfattelse af den helleniske Oldtids Tankegang. Forfatteren har under sit Ophold i Athen faaet et uforglemmeligt Indtryk af disse Monumenter, og senere suppleret sin Kundskab ved Conzes store Værk «Die attischen Grabreliefs», samt ved Michaelis’ smukke Anmeldelse deraf i Zeitschrift für bildende Kunst 1893, og andre Skrifter. I sin Fremstilling følger han Historiens Gang og søger at paavise Anskuelsernes og Kunstens Udvikling igjennem Tiderne. Han begynder med de ældste kjendte attiske Grave, dem fra Gravpladsen foran Dipylonporten. Der finder man kun Lerkar, tildels meget store og forsynede med Maling i den eiendommelige Stil, man har givet Navn efter Findestedet, d. e. med tarvelige Linearornamenter og Figurer med konventionelle, stærkt karikerede Former uden Tanke om at Kunsten skulde gjengive Naturen undtagen for saa vidt som det behøvedes til at fortælle, hvad der skulde fortælles; men dette Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. IV. 8