s Sza - » Vodskov, Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse. ᾿ 188 blemer som de, der faktisk bestemme Indra'’s stilling i RV — men hvorfor skulle så Indra etc. absolut være «regnguder» til trods for RV? Om VIII («Lynene og Morgenrøden», 526—541) er der kun godt at sige (fraregnet de bekendte gengangere); enhver vil med störste tilfredsstillelse læse forfatterens fine og træffende bemærkninger. «At det er de jordiske præster, der kalde sig Marut'er» i hymnerne til Agni og Soma (533) tvivler jeg om; men umuligt er det ikke på grund af ritualets symbolske karaktér, i anologi med at sien repræsenterer himlen, vandet verdensvandene, stenene bjergene, mælken køerne, etc. IX («Rig-veda og den senere literatur», 542—554). Til Pischel’s og V.s oversættelser af RV X 61, 1—4 skal jeg ved en anden lejlighed komme tilbage. Forfatterens stil er gennemgående fortrinlig og bidrager ikke mindst til, at bogen læses let og med interesse. Enkelte formentlige sproglige ukorrektheder, navnlig en stærkt archaiserende brug af inversionen, som turde gä videre, end det er anerkendt i nuværende Dansk, og ialfald gör et stærkt rhetorisk indtryk, gör ikke noget nævneværdigt skår i læserens tilfredshed. Værre er det, at de egentlige åndrigheder ere altfor grovkornede og stikke höjst ufordelagtigt af imod den øvrige fremstilling’. Men undtagelserne bekræfte jo reglen. Bogens fejl stamme iøvrigt fra de ofte omtalte aprioriske dogmer, som så at sige lamme forfatterens logik, hvor den kommer i berøring med dem, så meget mere som han for en ikke ringe del har gjort sig det vanskeligt at opdage de modsigelser, de hilde ham i, ved en for ham selv og andre meget vildledende anordning af stoffet. Hvor de omtalte dogmer ikke spille ind, viser han en ualmindelig fin og skarp iagttagelsesevne, og de gode partier i bogen ere mange gange flere, end jeg i forbigående har kunnet antyde i det foregående. At jeg har polemiseret så indgäende mod visse theorier og formentlige fejl og uklarheder, beder jeg læseren og forfatteren betragte som et bevis i gerning pä den interesse, jeg nærer for dette værk og det emne, det behandler, og som et vidnesbyrd om, at det er et så betydeligt arbejde, at det egner sig til den alvorligste diskussion. Kunde mine indvendinger bevæge forfatteren til at tage de omtalte punkter under fornyet overvejelse eller eventuelt klare de misforståelser og tvivl, som de formentlig må give anledning til, vilde dette være den bedste frugt af mit arbejde. Jeg kan ikke undlade på det varmeste at anbefale bogen til et indgående, helst kritisk, studium. Derved vil den bedst kunne göre den virkning, som den bör göre, nemlig give det religionshistoriske studium ' Det er uden interesse, om «en moderne filolog» har brugt det måske uheldige udtryk «Aditi’s mand»; man kunde fristes til at gætte på V. selv; det er i al fald ham, der titulerer gudernes moder «Madam Aditi» og har opdaget «gudindens barselsenge». Han synes i det hele at have et godt öje til «barselsenge» (392, 394, 397, etc.) og «små madammer». — Jeg blues ved at tilstå, at det ikke er mig klart, hvad sprængningen af «det litterære venstre» har med bogens emne at göre, eller hvad det > a mythologiske ondskaber «de herrer Brandes foretage sig på egen ånd.»