130 Joh. Forchhammer: Anm. af Lundström, Flamin. o. Hannibal. Vilh. Lundström: C. Flaminius och Hannibal, historisk-filologisk studie. (Studier till andra puniska krigets historia 1.) Upsala 1898, Lundequist. 79 s. Afhandlingen indeholder mere end Titelen viser; kun de to sidste Afsnit — III. KAriget i Etrurien före Trasumennusslaget og IV. Platsen för Trasumennus-slaget. Flaminius’ nederlag och död — omhandler Mellemværendet mellem de to Feltherrer. Det første Afsnit: De sociala frågorna i Rom och Caius Flaminius’ galliska politik har intet med Hannibal at gøre, og det andet: Vinteren 218—217 i Rom och på krigsskådeplatsen handler væsentlig om Begivenhederne i Gallia cisalpina efter Slaget ved Trebia og den Strid, der mellem de nyere tyske Historieforskere er ført herom, særlig om, hvorvidt Hannibal i Hjærtet af Vinteren gjorde et mislykket Forsøg paa at gaa over Appenninerne for at skaffe sin Hær bedre Vinterkvarterer og lette Byrden for Gallerne. C. Flaminius er en interessant Personlighed, som neppe er kommen til sin Ret hverken hos de gamle eller de nyere Historieskrivere. For saa vidt kunde han i høj Grad fortjene en Monografi. I Virkeligheden er Zundströms Afhandling et Indlæg til Forsvar for ham baade som Politiker og som Feltherre. Jeg tror, L. har været heldigere med det første end med det sidste. C. Flaminius var i sin haardnakkede Kamp mod Senatet en Forløber for Graccherne. I sit Tribunat satte han en Agerlov igennem, hvorefter de senoniske Galleres Land uddeltes til fattige romerske Borgere, og senere førte han Kampen for det claudiske Lovforslag mod Senatets Handelspolitik. Som Censor anlagde han den flaminiske Vej, der for Roms Herredømme i Norditalien var af samme Betydning som den appiske for Syditalien. I sit tørste Konsulat kæmpede Flaminius heldigt mod Gallerne, og naar Polyb (II 33) berøver ham al Ære for Sejren, ser vi her rimeligvis et Udslag af det Had, hvormed Senatspartiet forfulgte Flaminius. Imidlertid taler unægtelig Trasumennerslaget ikke for hans FPeltherredygtighed. Intet kan undskylde den Letsindighed, hvormed han, da han fulgte efter Hannibal, vovede sig ind i en Sæk, hvoraf der ingen Udvej var; og det var ikke i et fremmed Land, hvor Befolkningen var fjendtligsindet og kunde have Interesse af at vildlede ham. Kun den groveste Forsømmelse kan forklare Nederlaget ved Trasumennersøen, og derfor maa Anføreren bære Skylden. Det er ogsaa væsentlig Letsindighed, som Polyb lægger ham til Last i Gallerkrigen, og naar Livius (XXII 3) lader Flaminius alene tale for at gaa ud af Lejren for at møde Hannibal, kan det være rhetorisk Overdrivelse; men man har ikke Lov til at vende Forholdet om og sige: «har någon dylik diskussion i krigsrådet förekommit, kan man snarare antaga, att Flaminius, som redan så länge intagit en afvaktande hållning,