108 C. Jørgensen: bestemt rhetorisk Hensigt, den øvrige sammenhængende Tale er naturligvis henvendt til Dommerne. Da Gaumitz finder dette Supplement ganske upassende her, og da det dog utvivlsomt er hentet fra en Tale pro Milone (Schol. Bob.), saa slutter han, at Citatet stammer fra den af Cicero virkelig holdte Tale, som var forskellig fra den senere udgivne, hyilken sidste vi alene have. Det berettes, at Cicero under sit Forsvar blev forstyrret, saaledes at han maatte gaa bort fra det, han havde forberedt sig paa, og kun holdt en kort og virkningsløs Tale. Denne Tale existerede i Oldtiden ved Siden af den anden (Ascon., Schol. Bob., Quinctil. IV 3, 16—17). Man har udtalt en Tvivl og med god Ret (Trojel det anførte Sted), om Quinctilian virkelig vilde benytte en saadan Tale som Meønster. Gaumitz mener jo, naar man fandt et godt Exempel paa en Talefigur deri. Men der er en anden Betænkelighed, som G. ikke har sét; hos Quinctilian IX 2, 54, hvor Citatets ene Del findes som Exempel paa ἀποσιώπησις, staar 6 Linier nedenfor et Citat betegnet som hentet fra Talen pro Milone, nemlig Sætningen ef adspexit ... ned til minabatur, som findes i den nu existerende Tale for Milo og staar i vore Haandskrifter. Det vilde dog være paafaldende, om Quinctilian ikke havde nævnt, at det ikke var den samme Tale for Milo, han citerede saaledes i samme Aandedræt. Han vilde sikkert ved det første Citat have bemærket, at det var hentet af den usædvanlige Kilde, den oratiuncula, som han selv kalder den virkelig holdte Tale. Schol. Bob. bruger Udtrykket /egis mentio fit in oratione, quae habita est pro Milone; man har villet udhæve /abita, den virkelig holdte Tale; men det vilde næppe have været udtrykt saaledes uden Tilføjelse. Gaumitz har da ogsaa følt dette; efter Ordene quae habita est pro Milone staar der i Haandskriftet af Scholierne tilføjet atque per med et aabent Mellemrum efter per. De fleste have tidligere ment, at disse Ord αἶψα per *** tilhørte Ciceros Text, og at der efter dem manglede en Del i Texten; dog har Trojel og andre udtalt, at de burde henføres til Scholiet, og deri har Gaumitz støttet disse Lærde og fundet almindelig Billigelse. Han foreslaar nu, idet der i Schol. Bob. som ellers i Haandskrifter ofte findes en Plads ladt aaben til græske Ord, et Supplement til atque per, nemlig ταχυγράφους excepta — altsaa den Tale, som var optegnet af Hurtigskriverne