Lakunerne i Ciceros Tale for Milo. 111 og Rhetoren (c. 350) Victorinus, hvori denne giver et Resumé af Ciceros Ord i den foregaaende Bevisførelse; men der er i det hele Resumé ingen ny Tanke eller noget, som ikke findes i ΟἹ- ceros egne Ord i det foregaaende; Victorinus’s Udtog kan da ikke bevise, at der mangler noget paa dette Sted; og at Cicero sely skulde have givet et Resumé af sin Bevisførelse, er ikke rimeligt; i den bevægede lidenskabelige Tale vilde et tørt og flovt Opkog af hans egne Tanker ikke passe, naar han ikke havde noget nyt Moment at fremføre. Han gaar rask over til den anden Side af Sagen nemlig at vise, at Milo slet ikke havde Fordel af Clodius’s Drab. Victorinus derimod havde god Grund til at give et saadant Resumé; thi han anfører Ciceros hele Fremstilling her (ikke de enkelte Ord) som Exempel paa en rhetorisk Taleform, Syllogismus. Der bliver altsaa tilbage det Spørgsmaal, hvad der vel har staaet foran Æt adspezxit. Jeg skal ikke her stille et paa Latin affattet Forslag. Det er jo umuligt at sige, hvilken Vending Cicero kan have givet sin Tale. Men det synes mig, at man savner en Ytring som følgende (Cicero har jo nævnt, at det er farligt endog at dadle Loven): det er for Statens Skyld, jeg frygter, — at man ikke skal tro, jeg ængstes for en vis Mand, som I nylig saa harmes, da han blev tiltalt — «og han saa virkelig paa mig med de Øjne, vi kende fra den Gang, da han truede alle med alt. Jeg kan tænke, jeg skulde være bange for Curiets Lys. — Aa, tror Du, jeg er vřed paa Dig (og derfor gør disse Sidehug)?» osv. . . . Det var en saadan Tanke, jeg mente der savnes.