Anmeldelser. 143 betydning, angående forholdet mellem Indernes og Iranernes praxis i den retning, og som har ikke ringe chancer for at være rigtigt; i al fald er de afgörende kendsgerninger klart fremhævede, hvad der allerede i sig selv er et fortjenstligt resultat. — S. 138 flg. behandles det i höjeste grad vigtige og interessante problem om forholdet mellem de to gudebetegnelser asura og deva, og hvorledes man skal forklare sig, at asura i Indien endte med at blive en betegnelse for dæmonerne, mens det i Iran blev betegnelse for den sande Gud, og omvendt med deva. Den forklaring, som L. slutter sig til, nemlig at udgangspunktet for asura'ernes degradation i Indien er at søge i opfattelsen af deres mZyZ som ond trolddom, er vistnok den eneste, som kan gives. Men de faktiske forhold i Indien synes mig ikke at kunne forenes med den opfattelse, at det fra første færd har været ligefrem to forskellige gudeslægter; at «riddertiden« og <«krigerkasten» i Indien skulde have bragt deva-dyrkelsen i forgrunden, kan hverken bevises eller modbevises; heller ikke kan jeg sé, at Aditya’erne i Rgveda havde udspillet deres rolle (at de enkelte navne ikke betyde stort, er noget ganske andet); faktisk ere Indra og Varuna etc. ganske samtidige og synes at måtte være det, da begge vare uundværlige, og deva og asura ere i virkeligheden betegnelser for de samme Guder séte fra forskellige sider af deres væsen og dyrkede af de samme dyrkere (de S. 145 anførte steder af Pischel synes mig ikke at bevise det, de skulle). Når navnet asura senere overførtes på gudernes fjender, så lå det forøvrigt næppe alene i trolddommen, men også i den ved navnet medbetegnede ælde og ærværdighed; Asura’erne vare jo Prajāpati’s ældre sönner og måtte som sådanne være gudernes fjender, fra hvis besiddelse guderne havde reddet verden. Men når ordet Asura egentlig betyder «herre» og medbetegner ælde og ærværdighed, var det ligeså selvskrevet til i en monotheïstisk religion at blive betegnelse for «Gud», og «guderne» måtte da blive afguder. Om man skal aflede ham af Varuna eller Dyaus, er måské ikke engang et rigtig stillet spørgsmål, da hans navn synes at betyde «Guden Visdom», som lægger vægten på noget ganske andet. Hvis nu den udbredte anskuelse er rigtig, at monotheïsmen i Iran er følge af en reformation, vilde det ikke være sandsynligt, at «der har været drevet asurisk og devisk kultus» i Iran för Zarathustra'’s tid (S. 146). Her stå vi foran det aller vigtigste problem i hele vort emne: hvorfra stammer den Iranske monotheïsme? var den fuldstændig gennemført i det gamle Persien? eller var religionen i virkeligheden endnu en monarchisk polytheïsme med Ormuzd i spidsen og nogle få guder under sig (Mithra, Aryaman, m. fl)? hvorledes forholder i det hele taget dyrkelsen af guder som Mithra, den Semitiske Anahita, m. m., sig til Mazdeïsmen? og hvis man må indrömme, at Mazdeïsmen på dette stadium sér noget polytheïstisk ud, hvorledes er den i så fald hos Pāärsï'erne bleven