178 P. Petersen: Anm. af Forchhammer, Romerfolkets Historie. Il. agraria for opdigtet, mener dog, at lex Sempronia kun tænkte paa Borgere, og de Udtalelser af Appian, paa hvilke man beraaber sig til Fordel for, at Uddelingen ogsaa gjaldt italiske Forbundsfæller, ere ganske uklare. Det omtales oftere, at Forbundsfæller, navnlig Latinere, vare implicerede i Sagen, men kun som possessores af ager publicus, der skulde afstaa noget, ikke som Folk, der ventede Udbytte af Delingen, Hvorfra Mommsen og andre, hvem F, følger, have den Angivelse om de 30 jugera, og om at Parcellerne ikke blev Ejendom, har jeg forgæves søgt Oplysning om. Det samme gælder om den S. 15 givne Fremstilling af det Aar 125 fremkomne Forslag om Borgerret for Forbundsfællerne. Hos F, hedder det (S. 15), at Fulvius foreslog «Adgang for Forbundsfæller til enkeltvis ved Folkets Kendelse at vinde romersk Borgerret; men selv et saa lempeligt Forslag kunde han ikke sætte igennem». Det behøvedes heller ikke, da Folket iforvejen havde denne Ret, og det er mig ubekendt, hvorfra de Historikere, som F. følger, have det. Hos Appian (B.C. I 21) siges kun, at nogle Mænd foreslog at give alle Forbundsfæller (συμμάχους ἅπαντας) Borgerret, og at de især støttedes af Fulvius, og Forslaget betragtes som alt andet end lempeligt. Det er naturligt, at der i en Periode med saa mange omtvistede Spørgsmaal ogsaa kunde fremdrages andre Differenspunkter, men dertil er der her ikke Anledning.! Ogsaa Kulturhistorien og dens forskellige Sider saasom Literatur og Kunst, Religion og Kultus have faaet Plads, om end lidt beskeden i Forhold til Krigsbegivenheder. De bevarede Forfattere og deres Skrifter findes ganske kort nævnede; man havde gerne set en mere indgaaende Udvikling af de Ideer, som beherskede Slægten og bestemte dens Tanker og Handlinger og derigennem dens Skæbne, særlig (ligesom i første Afsnit S. 212) 1 S, 11 siger F., at den sidste Konge i Pergamon, Attalos 3 ved sin Død indsatte Romerfolket til Arving af sit Rige og sin Skat. At han testamenterede Romerne sit Rige siges ligefrem af Florus II 20, Justinus 36, 4, 5 og Livius ep. 58, men ep. 59 hedder det: Aristonicus, regis Eumenis filius, Asiam occupavit, quum testamento Attali legata populo Romano libera esse deberet, og dette bekræftes ved en i Pergamon funden Indskrift (Fränkel: Inschriften von Pergamon 249) hvori siges, at Attalos ved sin Bortgang har efterladt Landet frit, og at hans Testamente skal stadfæstes af Romerne. Hvad der forstodes ved Frihed, og hvorvidt denne skulde strække sig over for Rom, kan være tvivlsomt, men efter Liv. ep. 59 maa antages, at Romerne stadfæstede Testamentet, og at det var Aristonicus, der krænkede Friheden ved at optræde som Prætendent og derved gav Romerne Anledning til senere at betragte Pergamon som erobret Land og gøre det til Provins. Med hvilken Ret de tilegnede sig Skatten, er uklart. Da Landet var erobret, blev den ført til Rom.