Heron, hrsg. von Schmidt. 197 ja Ueberlieferung genau so gut wie der Text» — som Heiberg fremhæver i sin ovennævnte Anmeldelse —, dels er en Modernisering, som man ikke trygt kan stole paa, værre end ingen. I Fig. 34 a, der er en perspektivisk Bearbejdelse, skal Tverstangen ὃ ç aabenbart gaa vinkelret paa Papirets Plan; i Haandskrifternes Tegninger ere saadanne Linier som Regel anbragte «frontalt», drejet ind i Papirets Plan, og ved Fig. 55 b (pag. XLV) har Udg. ogsaa indset Nødvendigheden af at ændre Liniens Retning i den perspektiviske Gengivelse; det er derimod ikke Tilfældet med Fig. 34 a, som derfor er bleven meningsløs og forvirrende. I Fig. 38 har Udg. erstattet Textens Satyr med en pompejansk Silen, «weil diese schöne . . . Figur die eigentümliche Körperhaltung beim Tragen einer schweren Last in anschaulicher Weise zum Ausdruck bringt» (S. 171, Anm.), men desværre er derved det øverste Punkt af καὶ u kommet for højt op til, at Apparatet kan virke. Et ε pag. 107, 9 virker sammen med Anm. 2 højst forstyrrende; det nytter ikke, at Fejlen (der findes i Haandskrifterne) er rettet pag. XXXII. da det jo afhænger af et Tilfælde, om Læseren bemærker denne Rettelse. Et Supplementbind gør Rede for den haandskriftlige Overlevering, som vel nok kunde tænkes bedre. Trods de 100 Haandskrifter (af hvilke 1/3 ere daarligt kendte1!, men sikkert formenes intet selvstændigt at indeholde) hviler Teksten væsentlig kun paa et: Udgiverens A =— Marcianus 516 fra det 13de Aarhundrede eller muligvis endnu yngre. Heiberg fremhæver i den omtalte Anmeldelse, at Haandskriftet i hvert Fald skriver sig fra Orienten; han henpeger paa Vigtigheden af at faa de forskellige Haandskrifters indbyrdes Stilling nøjere undersøgt og forkaster Udgiverens Hypotese om, at den ofte stærkt afvigende «yngre Recension b» skulde stamme senest fra det 6te Aarhundrede, hvorimod det gøres rimeligt, at den skriver sig fra selve Renaissancen. Denne yngre Recension er foretagen paa en yderst overfladisk, uforstaaende Maade; som et morsomt Eksempel kan nævnes pag. 152 og følgende, hvor den oprindelige Pointe ganske er forsvunden. Pneumatiken er kun ledsaget af meget faa tekniske Noter og Betragtninger over selve Indholdet (hvad forresten ligger udenfor Udg.’s udtrykkelig udtalte Maal); her er meget at gøre, ikke mindst ved at følge Traadene fra Renaissancetiden, da Bogen havde en uhyre Indflydelse paa Naturvidenskabernes Opblomstren. Den Vurdering, der i Tidernes Løb er bleven Heron til Del, har været höjst vekslende. Da Kirkefaderen Gregor fra Nazianz vil opregne Oldtidens største Matematikere, nævner han Euklid, Ptolemæus og — Heron; endnu paa Renaissancens Tid stod Heron i höj Anseelse, men den moderne Tid har maattet anvise + Til disse hører et Haandskrift, som findes paa vort kongelige Bibliotek, Thott. 215 fol.