Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
komme fra disse Modsigelser ved, som Hermann, at erklære
hint Vers om Ares for uægte og disse om ham og Posejdon
for poetiske Overdrivelser. — Men hvorfor skal man ogsaa
søge at komme bort fra dem? Beskjæftiger man sig med
homerisk Mythologi, skal man snart opdage, at Modsigelsen
sidder bag paa Hesten, den følger en, hvor man saa vender
sig hen.
For at tage et andet Exempel; at Guderne ikke ere
fri for Sorger, det fremgaar allerede af de citerede Steder
om Ares, og til dem kan man føje en meget stor Mængde.
Ja, de synes overalt kun at være til for at deltage og lide
under de menneskelige Bekymringer. Forsamles de til
Raad-slaguing, da er det stadig Menneskets Anliggender, det
gjælder, og de vække da i Regelen Splid og Strid imellem
dem. Gudinden Thetis fremtræder stedse jamrende sig for
sin dødelige Søns Skyld, Zeus og Ares klage over, at deres
Sønner falde i Kampen, Hera over, at hun ikke strax kan
faa sin Villie med Hensyn til Troja sat igjennem, Afrodite
over at blive saaret af Diomedes; Posejdon fortæller om.
hvorledes han og Apollon maatte trælle for Kong Laomedon
et helt Aar og endda bleve narrede for Lønnen. Kort sagt,
den hele Opfattelse af Guderne er ogsaa her saa
anthropo-morfistisk som vel muligt; ogsaa paa dette Omraade
tænker han sig Guderne under rent menneskelige Vilkaar.
Og saa kan man dog møde en Ytring som denne:
„Mennesket er et ulykkeligt Væsen, men Guderne ere fri for
Sorger og Bekymringer"1), og denne Tanke kommer saa
ofte igjen, at det endog er tydeligt, at han trods hint med
særligt Velbehag har dvælet ved denne Modsætning mellem
de salige Guder og de forpinte dødelige.
At Guderne heller ikke, hvad Magt angaar, kunne være
saa synderlig hævede over den menneskelige Svaghed, det
fremgaar allerede tilstrækkeligt af alle de anførte Exempler.
Men hvad skal man da sige, naar man af og til pludselig
Støder paa disse Ord: ϋβυΐ δέ τε πάντα δίνονται2) ? — Man
’) II. XXIV, 525.
J) Od. IV, 237. X, 306. XIV, 445.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
