Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slået af mig spie. Tli. p. 175. — Alle udgg. læser med rette
πειρασάμενος, der dog ikke, som af Croiset angivet, er
Monacen-sis’ læsemåde, men indført af en anden hånd. — Vaticanus’s
όφαιρεθείη, som Classen holdt på, har også Steup ladet fare.
Kap. 45, 1. Ordene τον γάρ ovx οντα άπας εΐω&εν έπαινεϊν
havde allerede Classen efter forslag af Steup (rhein. Mus.
XXVIII 181 ff.) slettet; Croiset beholder dem og ligeså Stahl,
der med rette lader dem danne en parentes, såat παισΐ . . .
ορώ μέγαν τον αγώνα og και μόλις αν ... χρι&ε7τε knyttes nærmere
sammen. I det følgende har Steup slettet τοϊς ζώσι, medens
Stahl mener at kunne hævde overleveringen ved at oversætte:
invidetur enim viventibus propter aemulationem, hvad der
forekommer mig at være overordenligt tvungent. Mere tiltalende er
Croisets konjektur προς τών (τον Laur. og andre hdskr.)
αντιπάλων (eller τού αντίπαλον), „de la part de leurs rivaux“; Steup
gør herimod gældende, at der i andet led er tale om dem, som
ikke står andre i vejen, ikke om dem, som ingen medbejlere har,
en indvending, der falder til jorden, når man med Steup selv
opfatter άνταγώνιστος aktivisk („neidlos1’, ikke rivaliserende).
hap 46. I modsætning til Kruger, der forstod y.al έμοί
ligesom xal εμέ 35, 3, lader Steup rigtigt xal korrespondere med
xal foran εργο>, hvortil også Stahl synes mest tilbøjelig. — § 2.
νϊν δέ άπολοφνράμενοι ον προσί,χει ΐχαστος αποχωρείτε.] Ordstillingen
gør det rimeligere efter Laurentianus (β’χαστω) at læse έχάστω.
For αποχωρείτε giver det samme håndskrift άπιτε, der står såvel
i Platons Epitafios (Menex. p. 249 c) som hos Pseudo-Demosth.
LX 37. Da der på førstnævnte sted ligesom her står
άπολοφν-ράμενοι, forekommer det mig sandsynligst, at Thukydid ikke har
ladet Perikles afvige fra det traditionelle udtryk i de formelle
slutningsord, men at αποχωρείτε er glosse til απιτε. Med Steup
at antage dette udtryk for mere „gelaufig" for afskriverne og
indbragt på denne måde synes mig ikke videre begrundet.
Til disse bemærkninger, som forhåbenlig kan give en
forestilling om, hvorledes udgiverne har behandlet det i sit slags
be-tydningsfuldeste og for fortolkeren vanskeligste afsnit af 2den
bog, turde det måske være heldigt at knytte en almindeligere
karakteristik af d e tre kommenterede Thukydidudgaver, der for
øjeblikket vel kan siges efter Krugers originale og stadig meget
værdifulde arbejde at indtage den væsenligste plads i studiet af
denne forfatter. Hvad nu først dot kritiske angår, differere de
tre udgivere ikke synderlig fra hinanden: ganske vist hævder
Stahl i teorien Vaticanus’ fortrinlighed, men i praxis tager han
dog så meget hensyn til Laurentianus, at han nærmer sig
stærkt til Croisets eklektiske standpunkt, og noget lignende
gælder som ovenfor antydet om Steup. I det konjekturalkritiske
er Croiset mere konservativ, medens Stahl og Steup snart bruger
kniven, snart undlader at foretage meget lette og sandsynlige
ændringer. Større er forskellen på exegesens område. Stahls
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
