Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
alle andre Begreber forholder det sig paa samme Maade, at
ethvert af dem, i og for sig betragtet, vel er ét, men naar de sés
i deres Forbindelse med Handlinger, legemlige Ting og med
hverandre indbyrdes, træder ethvert af dem frem som en
Flerhed»1). Den Opgave, Platon ved denne Anskuelse stiller sig
selv, vil nu blive den at vise, hvorledes den phænomenale
Mangfoldighed kan begrundes ved deu ene, Alt omfattende 1de.
At han ikke har kunnet løse en saadan Opgave er ikke
forun-derligere end atEleaterne før ham, Spinoza og Hegel efter ham
heller ikke have kunnet det. Ved Siden af den sande Væren
kommer til at staa alt det, der ikke gaaer op i Ideen, ikke
svarer til Almenbegrebet. Men hvorfra skal det da udledes,
naar det ikke har sin Grund i Ideen, den sande Væren? Platon
nødes til at antage et Princip, som staaer Ideen imod og hindrer
dens ubetingede Virkeliggjørelse. Dette Priucip er Materien.
Vel søger Platon at udvikle Materiens Begreb som et rent
negativt, som en Udvorteshedens Form, i hvilken Ideens Indhold
spredes, saaledes at det falder sammen med Kummets Begreb9).
Men han kan dog ikke undgaa at tillægge dette »usynlige,
formløse, Alt optagende Væsen» positiv Kraft; der udspringer af det
en mekanisk Nødvendighed, som danner eu Skranke for den
ideale Fornufts Virken ®). I Stedet for at Ideen ifølge Platons
Grundtanke skulde være Indbegrebet af al sand Væren, bliver
den nu kun det ordnende Priucip, som bringer Harmoni og
Fornuft ind i Virkeligheden. Og den Modstand, delte ordnende
Princip moder, kom tilsidst til at staa for Platon som saa
mægtig og omfattende, at han i »Lovene» udledte den fra en ond
Verdenssjæl, der arbeidede den gode imod.
Platons Stræben gaaer altsaa ud paa at gjennemføre en
Monisme. Da det viser sig, at Ideen ikke er Alt, hævder hau,
at den i det Mindste er det harmoniserende Princip. Og først
da Disharmonien viser sig uovervindelig, udtaler han en dualistisk
’) Statens 5te bog p. 476 A (Helses Overs. p. 65).
3) Timaios p. 50—52 (Heises Overs. p. 62—68).
*) lbid. p. 68—69 A (Helse p. 102 f.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
