Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
delseus Væsen og Oprindelse, liar lian fort’ulgt paa de Stadier,
hans Udvikling forte ham igjenneni, og del er altsaa ikke Andet
end hvad vi kunde vente, naar vi finde en dobbelt liehandling
af delte Problem, den ene holdt rent psykologisk, svarende til
den forste Periode i Platons Ud\ikling, den anden med en
spekulativ og transscendent karakter, svarende til det definitive
Standpunkt, hvortil han naaede.
Ved denne Opfattelse synes der at kastes et klart Lys over
Idelærens Væsen. Platons almindelige ideale Trang har
naturligvis cu Hoveddel i dennes Udvikling. Lian higede ud over
den phænomenale Verden og søgte at gribe det Absolute, den
evige Grund for al Tilværelse. Men vi maa ikke overse, at det
herved ikke mindst er et aldeles beslemt Problem, der driver
ham frem, et Problem, der altid vil hævde sin Plads som
Gjen-stand for videnskabelig Tænkning. Det er det samme Problem,
som i nyere Tid har sat saa store intellektuelle Kræfter i
Bevægelse, som dem Descartes og Locke, Uume og Kant raadede
over. At Platon havnede i den mystiske Idelære, og ikke holdt
sig Hl den ædruelige Vei, han iudslog i Theaitet, maa forklares
af den for hele Oldtiden betegnende Mangel paa skarp
Bevidsthed om Forskjelleu mellem det Subjektive og det Objektive.
Denne Distinktion er for os aldeles simpel og naturlig; eflerat
den én Gang er fremkommen i nyere lid, er den trængt
saaledes igjennem, at end ikke Schelling og Hegel formaaede at
overvinde den igjeu. Men for Platon stillede dette sig
anderledes. Selve den Modsætning mellem et psykologisk og et
ontologisk Standpunkt, som vi statuere indenlor hans Udvikling,
har sikkert ikke været ham selv bevidst. Derfor kunde han uden
Vanskelighed omdanne de Grundbegreber, som fra først af kun
slode som Udtryk og Former for Bevidsthedens Bearbeidelse af
de modtagne Fornemmelser, til evige, i og for sig værende Ideer.
Man maa her lillige erindre, hvilken stor Indflydelse den
elea-tiske og pythagoræiske Philosophi havde paa Platon. Han havde
af disse ældre Skoler lærl, at det Sande ikke var Phænomenerne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
