Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Enkelte at gjøre Rede for, hvorvidt og paa hvilke Puncter
i denne Sphære hos Homer Optativen, Udtrykket for den
rene Muligheds- eller Eventualitetsforestilling i og for sig,
kan sees at være fortrængt fra sit oprindelige Eneherredømme
af Indicativen, Udtrykket for Muligheds- eller
Eventualitets-forestillingens Modification ved Biforestillingen om særegne
Tids- eller Virkelighedsforhold. At ogsaa Conjunctiven i
Græsk, ligesom i de gamle ariske Sprog, i det
hypothetisk-betingede Udsagn i sin Tid kan have spillet og i det
potentiale endnu hos Homer spiller en ikke ubetydelig Rolle, tør
det herved vel være tilladt af praktiske Hensyn i det Hele
at see bort fra.
Der foreligger nu til Besvarelse af det paagjældende
Spørgsmaal paa dette Punct et adskilligt rigere Materiale
end for Ønskesætningens Vedkommende; thi medens Brugen
af Indicativen i Ønsker — bortseet fra det omskrivende
<______...______——
ibcpekov, der ikke er direct Ønskebetegnelse — i de ældste
Sprogmindesmærker endnu slet ikke forekommer, men først
.lader sig .paavise hos Æschylos, har den i det potentiale og
hypothetisk-betingede Udsagn allerede hos Homer en ikke
ringe Udstrækning, saa at det her mere bliver Opgaven i
det Enkelte at forfølge de efterladte Spor af den Vei, som
Indicativen under sin successive Fremrykken og Indtræden
i Optativens Plads maa antages at have fulgt.
Førend vi begynde paa den herhenhørende Undersøgelse,
vil det maaskee ikke være af Veien først at gjøre Rede for,
hvilke Vidnesbyrd om Optativens oprindelige Rolle som
fælleds Betegnelsesform paa hele dette Omraade der maatte
forekomme ogsaa i den senere sammenhængende Litteratur.
Eet Spor af Optativens oprindelige Eneherredømme, i Be-
hvilken al den Slags Livlighed er saa fuldstændig fremmed, at der
f. Ex. i hele Iliaden og Odysseen ikke forekommer et eneste
historisk Præsens (s. Kriiger gr. Spr. II § 53, 1 A. 7; Præsensformer
som Iliad. d 32 rUtovmv og If 262 åxoaiw/jai ere af anden Art);
hvad der ellers hos Homer kunde betragtes som Henførelse af det
Forbigangne til Nutiden, saasom at Sendebud fremføre deres Ærende
med selve Afsenderens egne Ord, bærer langt snarere Præg af
gjennemgaaende Naivetet og Mangel paa sproglige
Betegnelses-midler, end af rhetorisk Afvigelse fra sædvanlig Sprogbrug.
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
