Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ordsproget1), og i en Sang kaldes han ligefrem „en snedig,
dygtig Mestertyv, som kjender Tyvekunst og
Kvinde-træskhed“2). En kretisk Folkevise lader kam „sætte sig höjt
paa Bjærget og synge med dejlig Stemme" en „Frydesang“,
hvori han roser sig af al den Ødelæggelse, han bringer over
Menneskene3). Det er kun yderst sjældent, at hans haarde
Hjærte blødgjores; fordum — siger et Sagn — var han
mildere og rørtes ved Menneskenes Taarer, men en Gang,
da han af Medlidenhed med en ung, dejlig Pige, hvis Sjæl
han skulde hente, skjænkede hende Livet, slog Gud ham til
Straf med Døvhed, Blindhed og Lamhed4). En blidere
Skikkelse er Charos’s Moder, som undertiden gaar i Forbon
for de stakkels Mennesker, navnlig Kvinder og Börn; i
Indledningen til den kypriske Sang om Digenis hedder det5):
„Charos iførte sig sin sorte Dragt, og rider sin sorte Ganger,
han omgjordede sig med sit gyldne Sværd og gaar til Festen
for dér at finde sin Moder, at hun kan give ham Raad:
Min Sön, Du maa ikke tage de skjönne Møer, Du maa ikke
tage de gamle Kvinder, og Du maa ikke tage de smaa Börn,
som Mødrene begræde! — Og Charos mælede og siger til
hende: Hvis jeg ikke tager de skjönne Møer, hvis jeg ikke
tager de gamle Kvinder, og hvis jeg ikke tager de smaa
Börn, hvorfor hedder jeg da Charos?“
Ligesom Pluton er gift med Persefone, saaledes optræder
Charos undertiden ogsaa som Ægtemand. Hans Hustru
*) Koa/uog xiJtvryjs, Xuyo? xXéfpTtjs, Venizelos, flaooifl. p. 144.
2) Pass. 424, 16 f.:
O XaQog tive novtjyog, mtrjdsiog nqtntox?A(ptr]g^
J£éøei y.Xs(pro7tati’ifj.atoc^ novijQi.aig yvvaixiare.
Smlgn. Rhazelu, Tlnmlft. /jvQo/.oy. p. 7.
3) S. Jeannaraki nr. 150.
4) Et lesbisk Sagn. omtalt af Schmidt I, p. 235.
5) Sakell. III, p. 46; Legrand, Chansons p. 190:
O Xrcu»; fiaVQOtpoQtlQs, ftavga xa[iali.ixl[ixit^
Xqvob onaftlv s^tvottjxtv xal Jnu äro navavqiv,
yiu rccvptj xal tij ftavav tov yta va tov nafjayytiÅij.
— Yié /.tov. /tir ncttQri^ w/iootpaig, fth naiyvyg tale yQ^adatg
ju tv nalo vyg tu fttx.fju nuidta xal xkalotv i, juoradt;!
Kt unolo)’i$t\ Xaoortag xal Xétt xal ka/.tl ttjg.
— hv er naiqvtt) talg tbfiootpai?, av tv naiovm yorlaSaig1
uv tv naiqvto fitXQu natdiä, ti Xaqovtag ?.oov/uat}‘
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
