Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
videre til ti1) eller endog til ci (tchi), som ty ervan (chervan), tïingà
(chingå) ete. ; for clamo får man altså følgende iMvikling: clamo, cliem,
chiem, tiem, cem.
Lat. c -(- t forandres i alle dialekter til pt: piept (pectus), copt
(coetum), frupt (fructum) ; en senere udvikling heraf er ft i doftor
(doctor) og lefticä (lectica), dog har man også formen lepticä. C s
(x) bliver som næsten altid i de romanske sprog assimileret til ss, s
(hårdt), f. eks. tes (texo), frasin (fraxinum) ; de enkelte undtagelser,
der forekomme, copse (coxit), fripse (frixit). og infipse (infixit), ere
rimeligvis opståede under indflydelse af de tilsvarende perf. part. copt
(coctum), fript (frictum), înfipt (infictum).
S -j- c foran e og i bliver overalt, undtagen i Siebenbiirgen, hvor
denne lydforbindelse har holdt sig temmelig uforandret, til st f. eks.
stiintsä (scientia), naste (nascit). Det bliver her interessant at iagttage
former som muschiu (musculus) og schiop (scloppus for stloppus), idet
de tydelig vise os, at overgangen fra sci til sti må have været
fuldbragt, førend cl blev chi, da vi jo ellers måtte have haft *mustiu og
*stiop\ overhovedet må forandringen af cl til chi være indtrådt meget
sent, senere end forandringen af ce, ci til tche, tchi (altsaa efter det
7de årh.), da chi (= cl) jo ellers måtte være blevet til tchi, og f. eks.
clavem til *cieie i stedet for chieie
I alle ord af ikke-latinsk oprindelse forblive de omtalte
konsonantforbindelser i almindelighed uforandrede, og dette synes bestemt at
tyde hen på, at disse fremmede bestanddele først temmelig sént ere
blevne optagne i sproget, nemlig først efter at de omtalte lydforandringer
have fundet sted (i modsat fald måtte jo de fremmede ord have
undergået den samme forandring som de latinske), og de aflægge
derved et direkte bevis for det rumænske sprogs væsenlig romanske
karakter2).
I det sidste kapitel omtales det lat. qu; i denne lydforbindelse er
som oftest det labiale element forstummet, og q behandles da ganske
som c: care (qualis), cihe (qumam), ctnci (quinque)1); yi have kun
ganske enkelte eksempler på. at labialen har holdt sig og fortrængt
’) Det modsatte fænomen, forandringen af ti til ki, iagttages i mange
franske dialekter, hvor man således siger amiquié (amitié),
béniquié (bénitier), Gwieu (Dieu) etc. etc.
2) Det må betragtes som noget overdrevent, når Diez siger om
det rum. sprog: „c’est à peine si la moitié de ses éléments est
restée latine“ (Gramm. I, p. 120). Sagen forholder sig i al
almindelighed således, at ved" siden af et bevaret latinsk ord, er der hyppigt
senere blevet optaget et i betydning tilsvarende fremmed, der har
skaftet sig en plads i det literære sprog, men som ikke anvendes
af folket; således kaldes „tid“ i alle ordbøger vreme (af slavisk
vréme), men man må ikke heraf straks slutte, at det lat. ord er
gået tabt, ti bønderne i Banatet anvende timp (sml. Picot,
Documents 1, p. 4).
3) I rum. er altså quinque blevet til hinke, hvoraf cinci; de andre
rom. sprog vise derimod hen til en vulgærlatinsk form kinkve,
hvor en dissimilerende tendens har fjærnet det første qu\ jfr. fr.
cinq, sp. cinco og it. cinque.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
