Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De tre franske bearbejdelser slutte sig meget nær til
hinanden og synes alle at være udgåede fra en og samme
grundtekst, der rimeligvis har været på vers. I den förste
bearbejdelse står således : „II (Ogiers) estoit sans raison quant on lui
faisoit aucun tort, et a iceste heure lui enflamba le visage de fin
argu, sy que qui l’eust abonnes certes veu, il lui eust d’un
homme enragié souvenu" (s. 46) og dette sted — foruden flere
andre — har Léon Gautier1) meget heldigt restitueret i dets
oprindelige poetiske form:
Lors li emflambe li vis de fin argu,
Qui l’eust or abonné ne veu
Li fust d’un homme esragié souvenu.
Endvidere findes der adskillige udtryk, der i almindelighed
kun anvendes i episke digte, og således kun synes at være
anvendte her, fordi de fandtes i originalen : pour estre desmembré,
a peu qu’il u’enraige de dueil et d’yre, ont grant joie demenee
etc. Hvad iøvrigt sproget angår, frembyde disse tekster en
interessant blanding af ældre og yngre former. Jeg skal blot
bemærke, at man undertiden finder det gamle nominativsmærke S
bevaret (nulz, contens; homs) ; man finder ogsaa dobbeltformer af
nomina propria, således Gannes og Ganelon, men der göres
ingen forskel i anvendelsen af dem.
Hvad selve teksterne angå, ere de behandlede med megen
omhu. De få trykfejl, der have indsneget sig, ere omtrent alle
rettede på en vedföjet liste; flere steder, hvor teksten synligt
var blevet fordærvet af en skødesløs afskriver, har dr. K. tit ved
meget simple rettelser atter indført den oprindelige læsemaade,
og der er således meget lidt tilbage at ændre. S. 83, 10 f. n.
og flere andre steder vil K. rette „avant qui soit“ til „avant
qu’il11 ; dette er dog vist næppe nødvendigt, da i — il (oftest
foran l) er en ikke sjælden form i det ældre sprog: Si se
mer-veilla moult qu’il voloit tant qu’î li kemanda (R. de Clari § 21).
Se li dist, que, s’il li faisoit rendre Escaloune, qu’i le lairoit
aller (ib. § 34). Adont kemanda on . . . qu’i s’armaissent (ib.
§41). Et puis l’ai commandé a Deu le droiturier — Qu’i
des-fande son cors (Floovant 175). Puis qu’i orent conquis (ib.
575, et passim). Se mestiers lor fust qu’i recouvraissent le
af Bern, s. 228), og ligeledes en dansk. Den danske oversættelse
er repræsenteret af to indbyrdes afvigende redaktioner, af hvilke
den ene findes i et msk. fra Börglumkloster (udført 1480), den
anden i en trykt udgave fra 1509 (?) ; den første er for nylig blevet
udgivet af C. J. Brandt (Romantisk Digtning fra Middelalderen,
III). I den islandske Magus-saga, der er en stærkt forvansket
kompilation af romanerne om les quatre fils Aymon, findes enkelte
episoder, der uden al tvivl må stamme fra digtet om Karl’s rejse
til Orienten (Wulff. Notices des sagas de Magus et de Geirard.
Lund 1874. S. 9, 25).
*) Les épopées françaises II, 270.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
