Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1) Potentiale og hypothetisk-betingede Udsagn (hvis
fælleds Exponent er Partikelen «><) samt hypothetiske
Betingelses- og Sammenligningssætninger staae, naar de
udsiges fra Nutidens Standpunct, i Optativ (Præsens, Aorist
eller Perfectum), forsaavidt som deres Indhold ikke opfattes
som stridende mod en given Virkelighed; er dette derimod
Tilfældet (hvad der næsten altid gjælder, hvor Udsagnet
angaaer Fortiden), staae de i Indicativ (Imperfectum, Aorist
eller Plusqvamperfectum).
2) Som Udsagn fra Fortidens Standpunct staae de
samme Sætningsarter i Indicativ (Imperfectum, Aorist eller
Plusqvamperfectum), hvad enten deres Indhold opfattes som
stridende mod en given Virkelighed eller ikke.
3) De verbale Tempusformer have i disse Sætningsarter
hverken i Optativ eller i Indicativ nogen egentlig temporal
Betydning, men Præsens (Imperfectum) betegner kun det
Varige, Aorist det Forbigaaende, Perfectum
(Plusqvamperfectum) det bevirkede Resultat; om der er Tale om Nutid
(Fremtid) eller Fortid, maa sees af Sammenhængen.
Spiren til hele dette System af Betegnelsesmidler laa
naturligviis allerede i den allerførste ældgamle Benyttelse af
Indicativ til Antydning af det Bealitetsstridige i en
hypo-thetisk Forudsætning i Fortidens Sphære, paa hvad Maade
og i hvad Form af Sætning denne nu end fra først af skal
tænkes at være kommen i Stand (Unders. S. 206 ff.); men
af Enkelthederne tilhører en stor Deel heelt og holdent den
efterhomeriske Sprogudvikling. Dette er saaledes navnlig
Tilfældet deels med Brugen af Indicativ i
ikke-realitets-stridige betingende og betingede Udsagn fra Fortidens
Standpunct (Unders. S. 165 Not.), deels med hele Brugen at’
Inning. Selv om een eller anden Tempusform i en enkelt Slags
Sætning slet ikke skulde forekomme (som man f. Ex. efter Madv. gr.
Ordf. § 135 kunde formode om Perfectum Optativ i
Betingelsessætningen — der findes imidlertid, for ikke at tale om nsfirj,o Xen.
An. I, 7, 5 eller <Ss<W>; Plat. Phædr. p. 251 A, ialtfald
periphra-stiske Former som fiefitletijxitts tUv Xen. Cyr. III, 3, 50, tl/taQ/Liévor
eiV; Plat. Menex. p. 243 E o. 1., og maaskee ogsaa iåtjåoxoiri Cratin.
fr. inc. XIV, Mein. vol- II p. 179, hører herhen —), maatte en saadan
Omstændighed betegnes som væsentlig tilfældig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
