Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
voce defecit: „Livia, nostri conjugii memor vive ac vale“, Hans
sidste Ord er en kjærlig Forespørgsel til en fraværende syg
Slægtning og dernæst en Afsked til sin Hustru, der, omsat i
moderne Tankegang, vel nærmest vilde svare til: „Bevar mig i
venlig Erindring og Gud velsigne Dig!“ I alle Tilfælde aander
dette Træk og dette Ord en Stemning hos den døende, som paa
ingen Maade vil rime sig med den frække Cynisme, Historikerne
hidtil have tillagt ham ifølge en forhastet og overfladisk
Opfattelse af Suetonius’s Beretning.
Der kan vel neppe være Tvivl om, at 0. Hirschfeld har
truffet det rëtte i en lille Opsats, der under Titelen „Augustus
und sein Mimus“ læses i Wiener Studien V, S. 116 ff. Augustus
„ruft die umstehenden Freunde zu Zeugen auf, dass er schicklich
und würdevoll den letzten Akt des Lebens abgeschlossen habe“,
og i det græske Vers have vi „der wehmüthig scherzhafte
Ausdruck des Lebewohls: der Schauspieler geht von dannen, der
letzte Akt des Lebens ist ausgespielt“. Det undrer mig blot, og
det er det, der har foranlediget mig til at udtale mig om dette
Spørgsmaal, at Hirschfeld ikke har henvist til nogle Steder i
Ciceros Cato major, der vistnok vilde have bragt Historikerne
paa det rette Spor, hvis de havde haft dem nærværende for
Erindringen. Stederne ere: § 5 a qua (natura) non veri simile
est, quum ceteræ partes ætatis bene descriptæ sint., extremum
actum tanquam ab inerti poeta esse neglectum; § 64 quibus
(auc-toritatis præmiis) qui splendide usi sunt, ii mihi videntur
fabu-lam ætatis peregisse nec tanquam inexercitati histriones in
extremo actu corruisse (kan der forlanges noget mere tydeligt og
oplysende Parallelsted til at vise den rette Mening af Augustus’s
Ord?); § 70 neque enim histrioni, ut placeat, peragenda fabula
est — — neque sapienti usque ad „plaud’ite“ veniendum est;
§ 85 Senectus^ætatis est|peractio tanquam fabulæ. Det. fremgaar
af disse Steder, at Cicero (og det samme gjælder vel ogsaa
Augusts og Suetonius’s Samtidige) ikke har fundet nogetsomhelst
stødende i at ligne Menneskelivet ved etJSkuespil og Mennesket
ved en Skuespiller, der skal stræbe at spille den Rolle til Ende
paa en tilfredsstillende Maade, som er overdraget ham i Livets
Skuespil. Denne Lignelse har for denSTids Mennesker ikke
været en Smule mere stødende og unaturlig, end naar vi
sammenligne Livet med en Rejse eller en Flod, og Augustus havde ved
at anvende den ligesaa lidt Grund til at frygte en Mistydning,
som den, der nu til Dags vilde ligne et smukt afsluttet Liv ved
en vel tilendebragt Rejse, behøvede at ængstes for at nogen deri
vilde se en Beskyldning mod den Afdødes Liv f. Ex. for at have
været præget af Rejselivets Ustadighed og feberagtige Uro.
Det maa selvfølgelig indrømmes, at der i Suetonius’s Ord
ergikke saa lidt, som kan foranledige og undskylde en
Misfor-staaelse. Det viser sig atter her, hvor nødvendigt det er ved
Behandlingen af antike Forfattere at være stadig paa sin Post
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
