Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
grund for sprogforskerne til ikke at bruge ordet lydlove,
men heilere tale om lydformler el. dsl. Ordet har nu
imidlertid vundet hævd, og der er heller ikke noget i vejen
for at bruge det fremdeles; blot må man helst ikke
parallellisere en lydlov med tyngdeloven — alene det, at vi kun
bar én tyngdelov, men næsten en ny lydlov i hvert hæfte af
sprogvidenskabelige tidsskrifter, umuliggör sammenligningen.
Derimod kan man jo opfatte dem som juridiske love, en
slags straffelove af følgende indhold: „hvis du ikke ved de
etymologier, du opstiller, holder dig disse
lydoverensstemmelser efterrettelig, hvis du f. ex. vover at sætte græsk
Italéo — dansk kalder, uagtet græsk k ellers svarer til
germansk h, så ifalder du videnskabens hårdeste straf: din
etymologi bliver ikke taget for gode varer, og du mister
din borgerret i videnskabens republik“. At dette virkelig,
i alt fald tildels, har været den til grund for begrebet
„lydlov“ liggende betragtning, fremgår af udtryk som disse:
det og det strider imod lydlovene, denne etymologi tillader
lydlovene ikke, den og den bog er dårlig, da forf. uden
videre overtræder lydlovene eller intet hensyn tager til
lydlovene osv. — udtryk, som man let vil kunne finde i
massevis i ældre og yngre sprogvidenskabelige arbejder.
Schuchardt kalder sit skrift: „Ueber die lautgesetze.
Gegen die junggrammatiker.“ Jeg har her efter ringe ævne
støttet den berömte romanist i hans kamp mod overtroen
på lydlovenes undtagelsesløshed, og det vil derfor måske
vække nogen forbavselse, at jeg slutter med den udtalelse,
at skulde jeg absolut lade mig indrullere enten i
jung-grammatikernes parti eller i deres modstanderes, vilde jeg
ubetinget vælge det förste. Skönt man nemlig hos
jung-grammatikerne kan finde den omtalte sætning kaldt deres
„förste og øverste grundsætning“1) eller endog deres
„hoveddogme“2), forekommer det mig dog ikke, at det er det
væsentligste ved hele retningen. Det ser jeg derimod i, at
’) Ziemer, Jnnggramm. streifzüge s. 8.
2) Nyrop s. 6.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
