Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Øinene meget smaa, fæstede i ufuldstændigt udviklede
Øien-huler. 1ste Par Folere med tilspidset Basalplade og korte
Svøber; 2det Par med kort og bredt Blad. 2det Par
Kjærefødder uden supplementer Gjelle; 3die Par stærkt
udviklet med spadeformigt udvidet Endeafsnit. 1ste Fodpar
meget kraftigt bygget, forøvrigt af sædvanlig Form; 2det
Par tyndt og forlænget, næsten nogent, med smal Haand
og særdeles korte Fingre; 3die Par ikke meget længere; de
2 bagre Par. forholdsvis korte, og af robust Bygning.
Bag-kroplemmernes indre Plade meget kortere end den ydre,
uden lateralt Appendix og med Undtagelse af 1ste Par delt
i 2 Segmenter; det ydre Segment paa 2det Par hos Hannen
stærkt udvidet og tvelappet.
Bemærkninger. Man har som bekjendt i den nyere
Tid anseet det for nødvendigt at oplose Slægten Crangon
Linné i flere Slægter; idet Linné’s Slægtsbegreb her, som
i saa mauge andre Tilfælde er bleven ophöiet til
Betydningen af en distinct Familie (Crangonidæ). De fleste
Carcinologer er saaledes nu enig i at erkjende Slægterne
Pontophihis og Sabinea, hvis Arter tidligere beskreves som
Crangoner. Senere er ogsaa foreslaaet en Del andre Slægter,
f. Ex. Egcon, Cheraphilus, Nectocrangon, Paracrangon o. ff.
Det synes mig nu, at den længst bekjendte arktiske Form,
Crangon boreas Phipps, viser i mange Henseender saa
vigtige Forskjelligheder fra de typiske Crangoner, at den med
ligesaa stor Ret bor udskilles fra disse som Typen for en
egen Slægt, og jeg har derfor her foreslaaet en saadan
under Benævnelsen Sclerocrangon. Jeg er heri væsentlig
bleven bestyrket ved Undersøgelsen af nedenstaaende, hidtil
kun lidet kjendte Form. der i alt væsentligt paa det nøieste
slutter sig til Crangon boreas, skjøndt den er sikkert
arts-forskjellig.
Slægten Sclerocrangon udmærker sig især ved de stærkt
incrusterede og ujevne Integumenter, det lioit hvælvede
Rygskjold, den eiendommelige Form af Rostrum, samt
Bygningen af 2det Fodpar og Bagkropslennnernes indre Plade.
Foruden de 2 her nævnte Arter tor maaske ogsaa den
middelhavske Crangon catapliractus Olivi blive at benføre
til denne Slægt.
small, located in imperfectly defined orbitæ. First pair o
antennæ with a pointed basal plate and short flagella;
second pair with a short and broad scale. Second pair of
maxillipeds without a supplementary branchia; third pair
very considerably developed, with a spatulate expanded
terminal division. First pair of legs very powerful in
structure, for the rest of the usual form; second pair slender and
elongate, almost naked, with a narrow hand and exceedingly
short, fingers; third pair not much longer; the 2 posterior pairs
comparatively short and robust in structure. Inner lamella
of the pleopods much shorter than the outer, without any
lateral appendix, and, saving the first pair, divided into 2
segments; the exterior segment of the same lamella in the
second pair is, in the male, very considerably expanded, and
bilobed.
Remarks. — Of late, it has, we are aware, been
deemed imperative to break up the genus Crangon Linné,
into several genera, Linné’s generic division having been
raised, as in so many other cases, to the rank of a distinct
family (Crangonidæ). Hence, most carcinologists now
accept the genera Pontophilus and Sabinea, whose species
were formerly described as belonging to the genus Crangon.
Still later, a, number of other genera have been suggested,
for example, Egeon, Cheraphilus, Nectocrangon, Paracrangon.
I am now of opinion, that the long known Arctic species,
Crangon bureas, Phipps, exhibits in many respects such
divergent characteristics from the typical Crangonians.
that it is equally entitled to be regarded as the type of
a distinct genus, for which I would suggest the name of
Sclerocrangon. In these views I have been chiefly borne
out on examining the comparatively little known form
described below, which, in all essential characteristics, bears
the closest resemblance to Crangon boreas, though without
doubt specifically distinct.
The genus Sclerocrangon is distinguished in particular
by the rough and thickly incrusted integuments, the
exceedingly arcuate carapax, the peculiar form of the rostrum, as
also by the structure of the 2nd pair of legs and the inner
lamella of the pleopods. Exclusive of the 2 species recorded
here, the Mediterranean form Crangon cataphractus, Olivi,
should, perhaps, be referred to this genus.
3. Sclerocrangon salebrosus, (Owen).
(Pi. Hi.
Syn: Astacus borras, Tilesius, Mémoires ile l’Acad. Imp. des sciences
de St. Pétersb. Tome V pg. 3.’.2, pl. VII. Fig. 2—5.
Crangon aalebroBus, Owen, Becchey’s Voyage. Crust, pg. 88,
PI. 27, Fig. 1 (teste Middendorff.
Cheraphilus ferox, G. O. Sars, Prodromus descriptionis Crust,
etc. No. 12.
Artscharacteristik. Habitus og Bygning meget lig
samme hos Sclerocrangon boreas. Rygskjoldet stærkt hvælvet,
3. Sclerocrangon salebrosus, (Owen).
(Pl. II).
Syn. Astaciis boreas, Tilesius. Mémoires de l’Acad. Imp. des sciences
de St. Pétersb., Tome V, p. 3.V2, PI. VII, figs. 2—5.
Craiujon saUbro&us, Owen, Beechey’s Voyage. Crust, p. 88, Pl.
27, fig. 1 [teste Middendorff
Cheraphilus ferox, G. O. Sars, Prodromus descriptionis Crust,
etc., No. 12.
Specific Character. — Habitus and structure closely
resembling that in Sclerocrangon boreas. Carapax extremely
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
