- Project Runeberg -  Den Norske Nordhavs-expedition 1876-1878 / The Norwegian North-Atlantic Expedition 1876-1878 / 6. Bind /
18

(1880-1901)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

18

Til hver Side af Pandehornet viser Rygskjoldets
forreste Kanter et kort afrundet Udsnit, hvorfra Øinene rager
frem. Dette Udsnit, der danner et Slags ufuldkommen
Øienhule, er udad begrændset af en liden spids Tand, den
saakaldte Extraorbitaltoru.

Rygskjoldets Overflade er mellem Længdekjalerne ujevn,
dannende tiere mere eller mindre tydelige Tværvulster, hvoraf
2 omtrent i Midten af Rygskjoldets Længde er mest
fremtrædende. Fra Roden af Pandehornet strækker sig 2 noget
buede og bagtil divergerende ophoiede Linier, der begrændser
et mediant Felt fortil, svarende til Maveregionen hos
Bra-chyurer og Anomurer. Bagtil bemærkes 2 andre, men
mindre skarpt markerede Linier, der fra den bagerste
dorsale Fortsats lober bueformigt udad og fortil ovenfor
Sidekjolerne og antyder den ovre Begrændsning for
Grjelleregio-nerne. Endelig sees nedenfor Sidekjolerne i det bagre Parti
af Rygskjoldet (se Fig. 2) en noget fremspringende
Længdekant, hvorfra Sideiloiene boier sig stærkt indad mod
Midtlinien eller ind under Forkroppen. Den frie Rand af
Sideiloiene er her besat med tine Haar. Rygskjoldets bagre
Rand er oventil noget fortykket og meget svagt udrandet i
Midten.

Det mellem Foddernes Insertion beliggende
Brystskjold i Fig. 22 og 23) er tydeligt udviklet og temmelig
bredt bagtil samt ved tydelige Tværsuturer delt i paa
hinanden følgende Segmenter. Det viser en triangulær Form
og har langs ad Midten en Kjøl, der for hvert Segment
gaar ud i en spids fortil rettet tornformig Fortsats.

Bagkroppen (se Fig. 1 og 2), der omtrent er dobbelt
saa lang som Forkroppen, er i sin forreste Del neppe
smalere end denne, men aftager hurtigt i Brede bagtil. Den
er forøvrigt hos ægbærende Hunner adskilligt bredere end
hos Hannerne og ogsaa forsynet med dybere Epimerer.
Rygtladen er stærkt hvælvet og ligesom Rygskjoldet meget
ujevn, med en mere eller mindre tydeligt udpræget Sculptur
i Form af uregelmæssige Forhoininger og Fordybninger.
Langs ad Midten løber en skarpt markeret Kjøl, der paa
de so forreste Segmenter hæver sig til en .høi, sammentrykt
Fortsats, omtrent af samme Beskatfenhed som Rygskjoldets
Torner. Paa de 3 følgende Segmenter er derimod
Ryg-kjølen ganske jevn. og paa sidste Segment tindes oventil 2
parallele Kjoler, der begrændser et canalformigt fordybet
Parti i Midten; enhver af de sidstnævnte Kjoler danner i
den bagerste Del to paa hinanden følgende bagudrettede
tandformige Fremspring.

De to forrests Segmenter er oventil betydelig kortere
end de øvrige og skilte ved større, hudagtige Mellemrum,
hvorfor ogsaa Bevægeligheden mellem disse Segmenter er
temmelig stor.

Epimererne er navnlig hos de ægbærende Hunner
(se Fig. 2) temmelig store, pladeformige og i Kanterne fint
cilierede. Paa 1ste Segment er de dybest og danner i
Midten af den forreste Kant et lidet tandformigt
Fremspring, der møder Sidekjolerne paa Rygskjoldet, medens de

On either side of the rostrum, the anterior margins
of the carapax exhibit a short, rounded immargination. from
which the eyes project. This immargination, which
constitutes, as it were, a kind of imperfect orbita. is limited
exteriorly by a small acute tooth. — the so-called
extra-orbital spine.

The surface of the carapax is somewhat uneven
between the longitudinal carinæ, constituting several more or
less distinct transverse protuberances, 2 of which, located
about in the middle of the longitudinal diameter of the carapax.
are most prominent. From the base of the rostrum, extend
2 somewhat arcuate and posteriorly diverging, elevated lines,
which anteriorly mark oil- a median area, corresponding to the
gastric region in the Brachyura and Anomura. Posteriorly are
observed 2 other, but less sharply marked lines, which, from the
posterior dorsal projection, extend in a curve, outward and
forward, above the lateral carina1, and indicate the upper limit
of the branchial regions. Finally, is seen beneath the lateral
carinæ, on the posterior portion of the carapax (fig. 2), a
somewhat projecting longitudinal border, from which the
lateral lobes bend considerably inward towards the median
line, or in under the ventral lace of the body. The free
margin of the lateral lobes is here finely ciliated. The
posterior margin of the carapax. above, is somewhat
incras-sated and very slightly immarginated in the middle.

The sternum, located between the origin of the legs
(figs. 22, 23) is distinctly developed and posteriorly rather
broad, as also, by distinct transverse sutures, divided into
a series of segments. It has a triangular form and exhibits
along the middle a carina, which, at each segment, is
produced into an acute, anteriorly directed, spiniform apophysis.

Tiie posterior division of the body (figs. 1. 2), about
twice as long as the anterior, has its foremost part scarcely
at all narrower than the latter, but diminishes rapidly in
breadth posteriorly. For the rest, in ovigerous females it
is considerably broader than in males, and also provided
with deeper epimera. The dorsal surface is exceedingly
arcuate, and, like the carapax, very uneven, with more or
less distinctly marked sculpturing, in the form of irregular
elevations and depressions. Along the middle extends a
sharply marked keel, which, on the two foremost segments,
rises into a high, compressed process, much the same in
character as the spines of the carapax. On the 3 following
segments the dorsal carina is, however, quite even, and on
the last segment occurs, above, 2 parallel carinæ. which
bound a canaliculated median area; each of the last-mentioned
carinæ form in their extreme hinder part two posteriorly
directed dentiform projections.

The two foremost segments are considerably shorter
above than the others, and separated one from the other
by broad cutaneous spaces; hence the mobility between
these segments is very considerable.

The epimera, particularly in ovigerous females (fig. 2),
are rather large, lamellar in shape, and along the margins
finely ciliated. They are deepest on the 1st segment
and exhibit in the middle of the foremost margin a small
dentiform projection, which meets the lateral carinæ on the

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:02:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nordhavexp/6/0034.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free