Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dansk Malerkunst af Karl Madsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DANSK MALERKUNST
sede under en varmere Sol i andre, lykkeligere
Egne. Frøkorn derfra var allerede spirede hos
os, men Planterne havde endnu ikke i synderlig
Grad suget Næring af den danske Jord,
Blomsterne ikke faaet deres Farver fra vor Himmel.
Da Sønderjyden Eckersberg i 1803 kom til
København, fik han paa Akademiet Abildgaard
til Lærer. Men de to forstod ikke hinanden. Thi
Abildgaard vendte stedse som Maler med Foragt
Ryggen til Virkeligheden, medens Eckersberg med
al sin Respekt for de ophøjede Emner havde
Fornøjelse af at se paa Livet og Naturen. Efter
Abildgaards Død kom han i Paris i Lære hos den
berømte David. Han var ganske vist ogsaa
Klassiker og forherligede græsk og romersk Heltedaad
i store, pompøse Billeder, men han var tillige en
fuldendt Mester som Portrætmaler og en
begejstret Tilhænger af Naturstudiet. Han sagde
til en af sine Lærlinge: »Kopier Naturen som Du
kopierer et Maleri, troskyldigt, uden Bihensigter;
Du vil da forbauses over at have frembragt noget
virkelig godt!» Eckersberg betragtede Naturen
endnu mere opmærksomt. Han saa, at den ikke
havde de brunlige Toner, mange Malere havde
anvendt for at skaffe deres Billeder indsmigrende
Harmonier. Den var lysende klar med rene og
skønne Farver, med en Uendelighed af udsøgt
fine Toner og fængslende Enkeltheder. Han
fortsatte at studere dette lige vedholdende og
indtrængende gennem hele sit senere Liv.
Han gennemførte ethvert Arbejde lige
omhyggeligt og samvittighedsfuldt, men den rene
Naturefterligning magter ikke alt. Kun i ringe
Maal udrustet med skabende Fantasi havde
Eckersberg sjældent Lykken med sig, naar han
indlod sig med Emner fra Biblen, Historien eller
Digtningen. Han udmærkede sig i sine
Portrætter, sine romerske Prospekter, Smaalandskaber og
Billeder fra Søen; han kendte saa godt som nogen
Sømand Skibene til de mindste Enkeltheder og
havde udgransket Lovene for deres perspektiviske
Forskydninger.
Han lærte en Hærskare af unge Elever sine
egne Dyder: Usvigelig Sanddruhed i Gengivelsen
af »Grundbilledet, Guds evigt skønne Natur»,
Grundighed og Redelighed i Arbejdet. At et.
Kunstværks Værdi ikke afhænger af dets Emne,
var en Sandhed, han selv havde bevist. Og efter
hans Raad iagttog hans Lærlinge, hvad de dagligt
havde for Øje. De fandt her, hvad der var dem
kærest og de bedst forstod, gengav i nænsomt
udførte Billeder deres Mødre og Slægt, deres
Kammerater og Venner. I selve København var
der baade inden og uden Døre nok af maleriske
Motiver. Faa Skridt fra sit kære Hjem — i
Kastellet, ved Søerne, paa Blegdammen og
Østerbro, — fandt Christen Købke en Skat af
landskabelige Herligheder, der i lige høj Grad frydede
hans følelsesfulde Sjæl og vidunderlig skarpe
Malerøjne.
Deres Udlængsel fik de stillet, naar de ved Hjælp
af Stipendier kom til Italien. Nogle søgte ved
Studier af antikke Dekorationsmalerier i Neapel
og Pompeji at forberede sig til at løse de
monumentale Opgaver, der hjemme afventede deres
Løsning. Men Pavestaten var et Elverland, der
indfangede dem, som rent betoges af at se dets
glade, tvangfri, festlige Folkeliv. Marstrand
vedblev at forherlige det, medens Naragtighederne
i det hjemlige Borgerskab var Skive for hans Spot,
som de havde været det for Holbergs. Han
levendegjorde de Holbergske Karakterfigurer, som
havde den Festlighed, han savnede i det
dagligdags. Og han havde i Modsætning til Eckersberg
og de fleste af dennes andre Elever den frodige,
let billedskabende Fantasi, magtede ikke alene at
fremstille det latterlige men fandt ogsaa Udtryk
for det følelsesfulde, det dybt alvorlige, det
ophøjede. Hans rige Genius stilede stedse mod
større Maal, men fortvivlede over at mærke den
Haand, der lystrede ham saa godt i flygtige
Tegninger og lette Skitser, svigte under Billedernes
Gennemførelse, saa Resultatet ikke blev efter
hans Vilje.
Med sin Interesse for det rent menneskelige i
alle Former havde Marstrand ikke kunnet
billige den Bevægelse, der hjemme med
Kunsthistorikeren N. L. Høyen som Ordfører var
blevet rejst for at lade dansk Malerkunst blive
national gennem sit Emnevalg. Nationens Selv-
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
