Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dansk Malerkunst af Karl Madsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DANSK MALERKUNST
bevidsthed, vakt af Digterne, især Grundtvig,
støttedes af Tidens politiske Strømninger, og det
var et rimeligt Forlangende, at Malerkunsten i
højere Grad end hidtil skulde give os Skildringer
af vort Land. Unge Kunstnere gav sig straks i
Kast med denne tillokkende Opgave, der især af
Johan Thomas Lundbye optoges med en
ildfuld, næsten sværmerisk Begejstring. Baade
som Landskabs- og Dyrmaler var han en tro
Realist, men hans sirlige Haand føjede ofte til
en nydelig Tegning af et i al sin Simpelhed ved
sin fine Linieskønhed storladent sjællandsk
Landskab Strofer af en Fædrelandssang. Hans gode
Vaabenfæller fuldførte Malerkunstens Erobring
af den danske Natur, — P. C. Skovgaard især
ved at gengive Formrigdommen i vore Skove,
Kyhn ved at fastholde Landskabernes skiftende
Stemninger. — Ude paa Landet fulgte
Folkelivs-malerne deltagende Almuens Glæder og Sorger, —
Dalsgaard gav i sine bedste Arbejder — som
Billedet af Mormonerne hos Tømreren — en
dybt-gaaende Skildring af Fattigfolks Sjæleliv i afsides
Egne i Jylland.
Den gennem Treaarskrigens Sejre forstærkede
Nationalstolthed undgik dog ikke at bringe Farer
for Landet. Ogsaa for dets Malerkunst. Kry af
sin Selvstændighed og Egenart mente den at
burde være sig selv nok, fandt det forkasteligt at
drage nogen Lære af Samtidens Kunst i andre
Lande. Af Traditionerne fra Eckersberg
fastholdtes med størst Styrke Kravet til Pyntelighed
i Behandlingen. Malerne kopierede ofte deres
gode Studier i træt og tørt malede Billeder; C. A.
Jensens friskt og aandfuldt malede Portrætter
vakte Forargelse. Mange store Talenter ældedes
urimeligt tidligt. Tiden førte dem — som
Gra-verkarlen synger i »Hamlet» — saa langt bort fra
deres daadrige Ungdom, at de aldeles ikke var
til at kende igen. Herredømmet over
Udtryksmidlerne var hos Figurmalerne i fortsat
Tilbagegang. Paa Verdensudstillingen 1878 i Paris fandt
en fransk Kritikker Symbolet for den danske
Malerkunst i Dalsgaards Billede af den jyske
Bondepige, der med stort Besvær skriver et Brev til
sin Ven. Hendes Tanker, Vilje og Hensigter er
de bedste, men hun har ikke lært at føre en Pen
og er vildfarende i Retskrivningen.
Der fandtes dog Kættere, og ny Talenter var
efterhaanden traadt frem. Allerede dengang var
der gjort mange Forsøg paa at bringe Pust fra
den store Verden ind i den stillestaaende Luft,
der laa tung og trykkende over vor Kunst som
over hele vort Aandsliv. Omsider fortsatte til
manges Forfærdelse nogle unge danske Malere
deres Uddannelse ved Studieophold i Paris. Pl vad
Krøyer og andre her vandt af større Dygtighed
eller nyt Syn, virkede opstrammende og
befrugtende paa deres hjemmeblevne Kammerater og
paa Størstedelen af den yngre Malerslægt. De
studerede som Eckersberg Lyset og Farven uden
at lægge en Hovedvægt paa Sirlighed i
Gennemførelsen og genoptog med andre Udtryksmidler
de Opgaver, deres Forgængere havde stillet sig.
Den nøje Fortrolighed til Emnerne, der præger
Hans Smidths Skildringer af Blichers Jylland og
Ægteparret Anchers Fremstillinger af
Befolkningen paa Skagen, genfindes i »Fynboerne»s
Billeder af Naturen og Menneskelivet paa deres
Fødeø, i L. A. Rings sanddru Karakteristik af
sjællandsk Almue og de jævne Landskaber
udenfor deres Hjem. Det var jo ikke alene
Folkelivs-maleriet, denne Slægt af djærve Realister
uddybede og gav en Fornyelse. Theodor Philipsen
bragte den til Dyrmaleriet, Viggo Johansen til
Skildringen af Hjemmet. Dog hverken han eller
de fleste af de med ham samtidige Malere har
indskrænket sig til et bestemt afgrænset Omraade.
Alt, hvad der kom dem for Øje, Mennesker eller
Landskaber, iagttog de med det gode Malersyn,
de havde udviklet eller som Julius Paulsen straks
faaet skænket af Naturen. Hver af dem fandt
for sit særlige Syn en særlig personlig Form,
Philipsen de lyse, rige, flimrende Farver,
Vilhelm Hammershøi den udsøgte Velklang i faa
Toners ædle Harmonier. De skiftede ikke Ham
eller Sind, naar de rejste ud, beundrede ikke al
Italiens Dejlighed, saa de glemte at iagttage alt
nøje og skarpt. Kun sjældent vovede de en Flugt
til Fantasiens og Drømmenes Rige. Grundtvig har
sagt: »At blive ved Jorden, det tjener os bedst».
37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
