Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Nordboernes Forbindelse med Rusland og tilgrændsende Lande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
.
gotaland, førend hun kom til Garderike, uagtet Sjæland selvmaa
ansees for at have hørt til Eygotaland, med mindre man herved
paa dette Sted blot skal forståa Øen Gotland eller Gulland. Vi
erfare forøvrigt heraf, at Benævnelserne Eeidgotland og Eygot
land endnu paa Ivar Vidfadmes Tid have været brugeligere end
Danmark", hvilket vel igjen tyder paa, at de egentlige Daner,
eller den Afdeling af Nordboerne, som førte dette Navn, endnu
ikke havde faaet ret Overhaand over Goterne. Ivar Vidfadmes
Tidsalder falder efter nøjagtig Sammenligning af de oplysende
Data omtrent i 2den Halvdeel af det 7de Aarhundrede. Paa
denne Tid har altsaa Garderiges Konge Radbard levet, hvilken
blev Stamfader til Danmarks og Sveriges senere Kongeslægt.
Om vi ikke allerede af det foregaaende havde seet, at det egent
lige herskende Folk i Garderige, Rodserne eller Rotsolanerne,
fra urganlmel Tid af vare af samme Herkomst og talte det sam
me Sprog, som de øvrige Nordboer, saa fremgaar det idetmind
ste af denne Beretning, hvilken man visselig har fuld Ret til at
kalde historisk og i dens Hovedomrids at ansee paalidelig, langt
mere end Hervararsagas sig endnu inden Sagnkredsen bevæ
gende Fortællinger. Radbard selv har et aldeles nordiskt Navn;
Audes Flugt til og Giftermaal med ham fortælles som en lige
frem Sag, uden mindste Hentydning til Nationalforskjellighed;
Sønnen Randvers Navn er ligeledes nordiskt, og dennes Søn
Sigurd Ring ansees saa lidet for en Udlænding, at meget mere
den nordiske Nationalitet ligesom concentrerer sig om ham i
det store Braavallaslag, medens Harald Hildetand ifølge Opreg
ningen af Kæmperne foruden Danske har Saxere, Goter og Ven
der; det heder rigtignok ogsaa, at han fik Hjælpetropper fra
Austrrike og Kønugard (o: Kief), men dette synes, da ingen
Kæmper fra disse Egne i den gamle Fortegnelse nævnes, kun
at være en Overdrivelse, grundet paa geografiske Forestillinger,
der tilhøre en langt sildigere Periode. Heller ikke veed Saxo
noget derom. Det mærkeligste er, at de fleste af de nysnævnte
Personer og deres Slægtskabsforhold ogsaa nævnes i Hyndlu
ljod,1 hvis Affattelse ej kan sættes stort sildigere, end den Tid,
hvori de levede, og saaledes maa ansees som det kraftigste
Vidnesbyrd om deres Tilværelse. Tåger man det yderst betyd
ningsfulde Sammentræf, at netop faa Decennier efter Braavalla
slaget de egentlige Vikingstog en masse begyndte at foretages,
1 [Se Ant. Russes, I. S. 14].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
