Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 3 - Worsaae, J. J. A.: Nordens forhistorie efter samtidige mindesmærker. 3. Jærnalderen - IX. Den yngre Jærnalder i Norden. A. Förste Tidsrum: Mellem-Jærnalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
tigere muliggjorde Udviklingen af större samlede Stater og bestemt
udprægede, mere ensartede Nationaliteter.
Som et mærkeligt Bevis paa fælles Folkerörelser og til Dels
fælles Kultur uuder og selv nærmest efter Folkevandringens Tid i det
mellemste, vestlige og i det nordlige Europa optræde de samtidige,
for det meste endnu alle Vegne hedenske Mindesmærker med et iøjne
faldende, indbyrdes overensstemmende Præg. Den allerede tidlig, i
det tredje eller fjerde Aarhundrede, ved Donauen og Rhinen baade af
Romere og Barbarer, mulig for en Del som Fölge af begyndende
kristelig Indvirkning, optagne Skik at nedlægge Ligene übrændte, gjerne
i Rækkegrave under Jorden, hvorved der dannedes ligesom en jævn
Overgang fra den gammel-hedenske Ligbrænding, med Begravelse i
Kæmpehoje og paa aaben Mark, til den kristelige Gravlægning i eller
ved Kirkerne, viser sig nu rundt om i det sydvestlige Tyskland, i
Frankrige, Belgien, England og i det sydlige Norden. Det er dog
klart, at den ikke alle Vegne, især strax, har kunnet trænge igjennem
i ensartet Fylde og Udstrækning. Ikke at tale om, at Resterne af de
tidligere Indbyggere ikkun nödig have helt forandret deres nedarvede
Gravskikke, synes selv nogle af de nye erobrende Stammer (t. Ex. i
Kent i England) endnu længe at have bevaret baade Ligbrændingen
og Opførelsen af Kæmpehoje, paa samme Tid som nær boende og nær
beslægtede Folk nedlagde deres Döde i Rækkegrave under Jorden.
Jo höjere det var op imod Nord paa det europæiske Fastland, og
navnlig i de skandinaviske Lande, desto svagere fremtraadte Brydningen
mellem det Nye og det Gamle. De oprindelig helt fremmede Skelet
grave under Jorden, som alt ved Slutningen af den ældre Jærnalder
enkeltviis komme til Syne paa Bornholm, i Sjælland, Fyn, Jylland og
til Dels i Skaane, fortsætte sig paa större Gravpladser ind i Mellem-
Jærnalderen, uden at dog derfor Begravelse baade af übrændte og
brændte Lig i Kæmpehoje, stundom i stensatte eller stenhvælvede Kister,
ganske ophörte i Danmark, især i Jylland, eller endnu mindre i Norge
og Sverige, hvor i det mindste hidtil fælles Gravpladser med übrændte
Lig fra dette Tidsrum ingensinde ere opdagede. Höjst mærkelige, til
Dels pragtfulde Gravfund optræde derimod fra nu af i det nordligere
Norge og Sverige, i Mälar-Egnene, ved Upsala, endog med Spor af
storartede, i Forbindelse med Ligbrændingen foregaaede Offringer eller
Brændinger af en Mængde forskjellige Dyr. Selv om Ligbrændingen
lidt efter lidt ogsaa her blev til Dels forladt, navnlig af de fornemmere
Slægter, opgav man dog ikke, fremdeles paa gammel Vis at begrave
Ligene i större Kæmpehoje. Ligeledes vedblev man, i Særdeleshed i
det fjærne Norge, gjennem hele Mellem-Jærnalderen, ja endnu senere,
at opretholde den tidligere, ejendommelige Böjning og Sonderbryd
ning af en Del af Gravgodset, navnlig af Vaaben, hvilketikke længere
spores i Skelet- eller Rækkegravene hverken i Danmark eller i det syd-
214
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
