Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
på grund af dets plads i væsenernes system. Intet af det evige ind
hold går derfor tabt for de endelige væsener, men der kastes en skygge
over det; det fremtræder i uklar, sanselig form. Det sanselige er
kun det fornuftige i dunkel, potentiel, uudviklet (oåtskild) form. Hvert
enkelt endeligt væsen befinder sig på sit ejendommelige stade og har
derfor sit eget individuelle univers, som er mere eller mindre overens
stemmende med de andre væseners, alt efter som der er större eller
mindre slægtskab i deres natur.*) Der er altså lige så mange ver
dener, som der er endelige væsener, og hver verden har sin bestemte
grad af klarhed. Erkendelsens fremskridt består i, at dunkelheden
efterhånden viger, og det evige og uendelige indhold også opfattes
som evigt og uendeligt. Den eneste udvikling, som finder sted, er
denne de endelige væseners overgang fra dunkelhed* til klarhed.
Denne udvikling foregår gennem en række af stedse höjere livsform
er. Men selv i den höjeste livsform er sanseligheden og altså
dunkelheden ikke forsvunden. Den er vel mindre end ved udvik
lingens begyndelse, men dersom den fuldstændig ophævedes, vilde
de endelige væsener miste deres selvstændige beståen. Ethvert væsens
udvikling standser, når den for det höjest mulige fuldkommenhed er
nået; og der bliver stedse en forskel mellem systemet af de endelige
væsener i deres höjeste livsformer og systemet af de rent ideelle væ
sener eller ideerne, således som de tænkes af Guddommen selv og
ere dens selvbevidste bestemmelser. (”Grundlinier” p. 44 ff, 64 fip).
Man vil let se, at for de endelige væseners vedkommende anerkend
er Boström relativitetens lov; for enhver af dem existerer der kun
en relativ virkelighed, og de kunne i al evighed ikke komme ud over
denne relativitet. Derimod antager han, at det forholder sig an
derledes for det absolute væsens vedkommende: det ser tingene, som
de ere i sig selv. Men ligger det ikke ligefrem i selve erkendelsens
begreb, at dette er umuligt? Erkendelse forudsætter en gensidig be
stemmelse af subjekt og objekt; men bestemmelse vil sige relation,
og det, som står i relation til et andet, er forskelligt derfra. Dette
udtaler Boström selv. ”Det er klart”, siger han (”Grundlinier” p. 38),
”at intet kan være, og være noget i og for en anden, når det ikke
først (i .begrebet) er, og er noget i og for sig selv; ti det, der ingen
ting var i og for sig selv, vilde ikke kunne tænkes at stå i forhold til
noget andet hvilket er nødvendigt, når det skal tænkes som en af
dets bestemmelser”. Når altså forhold, relation ikke kan holdes ude,
kan da relativiteten holdes ude? Når erkendelse stedse er bestemt
ved det erkendende væsens natur, så må Guds erkendelse også være
*) På lignende måde har enhver i ethisk henseende sin egen lov og kan ikke
følge nogen anden (”Satser” etc., p. 17—21), eftersom enhver lov, han anerkender,
anerkendes af ham, fordi den udtrykker hans væsen, hvad enten dette nu er sanseligt
eller fornuftigt.
53
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
