Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITER ATURÖF VE RSIKT.
stilling- især var grundet i, at han ikke havde klar indsigt i sine kilders
fortrin og mangler, og Madvig hævder som sin opfattelse, at Livius ikke i
tilstrækkelig höj grad har villet sandheden og derfor også har vist partiskhed
ved benyttelsen af sine kilder og stundom fordulgt handlinger, der ikke vare
til gunst for Romerne. Til gengæld påpeger Madvig enkelte fortrin hos Li
vius, således hans fremstilling af forfatningsforholdene, der, hvor sjusket den
end kan være sammenskrevet!, dog giver rigtige og pålidelige enkeltheder og
ikke, således som f. ex. hos Livius’s samtidige Dionys af Halikarnas, en klög
tig udtænkt konstruktion af oldtidsindretninger, der er fremkommet ved bred
pragmatisering og indblanding af fremmede forestillinger.
Trende forfattere have meddelt undersøgelser, der kaste lys over spörgs
raålet om, hvorledes den klassiske oldtids ideer ere gåede i arv til de folke
slag, som nu bebo det romerske riges gamle lande. Professor J. Pio har så
ledes forfulgt mythen om Charon på dens gengangerveje i Nygrækernes folke
tro og vist, hvorledes Charon i denne er blevet en dödens og mörkets fyrste,
som udsendes af livets herre for at tage menneskenes sjæle i forvaring i det hæs
lige, glædelose Hades, hvor de skulle gemmes langt borte fra det glade og
skönne liv over jorden (Nordisk Tidsskr. f. Filologi 111. 3.). Mythen om
Ødipos er fremdeles af professor G• W. Smith bleven påvist på slavisk grund,
i nogle serbiske folkesange og en russisk legende (ib. 111. 2.). Endelig har
professor Fr. Schiern givet nogle ”Bemærkninger om Oprindelsen til nogle
osmaniske Traditioner” ( Vidensk . Selskabs Oversigt 1877), der behandle det
interressante spørgsmål, om man i enkelte brug og forestillinger hos Tyrkerne
træffer Jævninger af den klassiske oldtid eller de skyldes oprindelig altaiske
forhold. Den tyrkiske halvmåne har man således antaget for et tegn, der
skrev sig fra det gamle Byzants. Filip af Makedonien belejrede i året 340
f. Kr. denne stad, og det var næsten lykkedes ham i en månelös nat, medens
regnen skyllede ned, at trænge ind over murene, da himlen pludselig blev
lys, Byzantinerne fik öje på fjenderne og drev dem tilbage. Da nu efter
belejringens ophævelse Byzantinerne istandsatte deres mure, rejste de en sta
tue for den lysbringende Hekate, hvilken gudinde i oldtiden ofte sammen
blandes med Arterais som månegudinde. Schiern påviser nu, at antagelsen
om, at halvmånen skulde være lånt fra Grækerne, næppe er rigtig, da allerede
den kinesiske forfatter Meng-hung (1221), der er den ældste kilde til oplys
ning om Tsehingiskhan og hans skarer, beretter, at halvmånen fandtes på
den tatariske standart. Man har ligeledes antaget, at hyle-dervischerne, som
endnu den dag i dag give deres larmende skuespil i Skutari, skulde kunne
betragtes som lævninger af en gammel Cybele-dyrkelse og af dansen ved Thes
raophoriernes fest, men også denne antagelse tillbageviser Schiern, i det han
peger på, hvorledes lignende optrin kendes fra Jakuterne ved Lena-floden, så
at også denne skik er af tatarisk, ikke af hellensk oprindelse.
Yi ere herved komne over i de arabiske folks historie, hvor som bekjendt
prof. v. Mehren er vor kyndigste vejleder, og fra hans hånd ere tvende af
handlinger fremkomne, nemlig Beskrivelse af en mongolsk Medaille, præget
af Abu Said Behadur Khan, der herskede i Persien 1316—1336 og som æt
ling i 7:de led af Tsehingiskhan tilhörte hint Ilkhanernes dynasti i Persien,
der tidlig antog islaraisraen (Videnskabernes Selskabs Overs. 1877), og en an
den afhandling hvori prof. v. Mehren redegör for tilstanden i islamismen i det 3:dje
årh. efter H., som er et vendepunkt i denne tros historie, da de vigtigste
indtil dette öjeblik gældende dogmer bleve fastsatte. Tvende retninger havde
længe kæmpet om overmagten, den ene en umiddelbar og ureflekteret op
fattelse af koranen, der støttede sig til de ældste traditioner, den anden en
rationel forklaring, der sögte sit stöttepunkt i den af den arabiske litteratur
173
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
