Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN LYRISKE ROESIE OG DENS ARTER.
Evighedens Speil, og ganske isærdeleshed er det den lyriske Digt
nings Opgave at sammentrænge en Verden i et enkelt Moment.
Den lyriske Skjönhed beroer saaledes ikke saa væsentlig paa den
virkelige eller forestillede Værdi og Fuldkommenhed af den Gjen
stand, der har vakt den indre Bevægelse, som meget mere paa selve
denne indre Bevægelses Liv og Harmonie. Den er mere af musikalsk,
end af plastisk-malerisk Art. Derfor er ogsaa her Digtningens mu
sikalske Element af fortrinlig Vigtighed; den indre Bevægelses Skjönhed
fremtræder i de paa een Gang rigeste og regelmæssigste Former af
Rhythmus og Versklang idethele. Jo mindre Sjælen her er bunden
til et objectivt Billedes Former, desto mere maa den have sin Form
i sig selv, desto mere maa denne paa sig selv beroende, kun til
Harmoniens Love bundne Form frigjort fremtræde. Jo mindre Fhan
tasien her næres og ledes af bestemte, udfoldede Forestillinger, desto
mere kommer det an paa, at vi paa Versklangens Bölger vugges ind
i den Stemning, som fra Digterens Sjæl skal forplante sig til vor.
Den lyriske Digtning udfolder saaledes den störste Mangfoldig
hed af forskjellige, med fiin Charakteristik nuancerede Versarter, og
elsker fortrinsviis den strophiske Gjentagelse, hvorved i den rigeste
Afvexling dog den forbindende Eenheds Regel bliver let kjendelig.
At Digtet ofte afrundes og afsluttes i sig ved i Rhythmus og Tanke
at vende tilbage til sin Begyndelse, eller ved at det samme Vers
eller Versled i regelmæssige Afstande (som Omkvæd) gjentages, horer
ogsaa til de rhythmiske Former, hvorved den lyriske Bevægelses
indre Sammenslutning og ligesom Tilbagegang i sig selv udtrykkes,
i Modsætning til den episke Udgydthed, der, forholdsviis tabende sig
selv afsigte, blot fölger et udbredt ydre Object.
Naturligviis forudsætter denne fiint og harmonisk udviklede Form
ikke alene, at Digteren selv er Herre over sin indre Bevægelse; men
det er ogsaa saaledes som i sig harmoniseret og forklaret, at denne
Bevægelse gaaer over i Læserens Sjæl. Formens Fuldendthed har
en beroligende og formildende Virkning. Foleisen aflægger sin
umiddelbare Raahed og henrivende Heftighed. Idet dens Bölger
saaledes reguleres, stilles og ligesom glattes, ville de blive klarere
og mere gjennemsigtige; en roligere, almeengyldigere Betragtning
vil mere og mere skimtes igjennem, og selv objective Billeder ville
gjenspeiles deri. Herom mere siden.
Af alt dette fölger, at den lyriske Stil faaer et eget Præg, der
navnlig i mange Henseender adskiller den fra den episke. Ikke alene
er Fortællingen idethele bleven aflöst af den ligefremme Udtalelse,
idet Digteren nu ikke staaer ligeoverfor noget Forbigangent og Til
bagelagt, men giver, hvad der i Øieblikket bevæger sig i hans Indre.
(Naar Fortællingen ogsaa tildeels kan indtræde paa det lyriske Om
raade hvorom senere —, er det Forbigangne ganske anderledes
545
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
