Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UEN LYRISKE POESIE OG UENS ARTER.
Betydning, uden forsaavidt et vist tilbagelagt Stadium vistnok er den
almindelige Betingelse for, at en lyrisk Digtning overhoved kan frem
træde. Det lyriske Subject er som saadant væsentlig frigjort lige
overfor de objective Forholde; og hvad der her kan gjöre betydnings
fuld Forskjel, er ikke længer disse Forholde i sig selv, men snarere
det Forhold, hvori Subjectet selv stiller sig til dem. Thi den lyriske
væsentlige Frihed virkeliggør sig naturligviis kun som en bestandig
Frigjörelse.
Nærmere kunne vi i det lyriske Subjects Selvudvikling og Selv
fremstilling adskille tre Momenter eller Stadier, idet det
1) finder og giver sig bestemt ved Objectiviteten, udtrykker en
Stemning, der tilhorer det Samfund eller overhoved de objective
Forholde, hvoraf Subjectet er omfattet (Samfunds- eller Situations-
Lyrik, chorisk Lyrik);
2) udtaler blot sin egen mere eller mindre tilfældigt bestemte
indre Stemning og Bevægelse (central, fri, individuel Lyrik),
3) hæver sig frit ogsaa over sin egen umiddelbare Bestemthed
ved selv at skabe objective Former, hvorigjennem det vil aabenbare
sig (Charakter-Lyrik).
Det förste Stadium ligger, som man let seer, nærmest Grændsen
af det Episke; det andet danner Lyrikens egentlige Midte, det for
trinsviis Lyriske i Lyriken; det tredie förer efterhaanden over til den
dramatiske Poesie.
1. Samfunds- eller Situations-Lyrik (Cliorisk Lyrik).
Den förste Hovedart af lyrisk Poesie er altsaa den, hvor Digteren
fremstiller sig umiddelbart fyldt og bestemt af et givet, idealt, almeen
gyldigt Indhold. Dette er, som allerede berört, det episke Moment
i den lyriske Digtning; men det Lyriske bestaaer nu naturligviis deri,
at det objective Indhold her væsentlig viser sig som Subjectets Be
stemthed. Det Objective staaer der ikke som Gjenstand, blot som
et Phantasie-Billede, men som noget Tilegnet, hvori Subjectet seer
sin egen Substants, sin rette indre Kjerne, Men fordi Bevidsthedens
Indhold her er noget Givet, Almeengyldigt, staaer den selv endnu
paa det Almindeliges Bund og gjör sig kun efterhaanden gjældende
som fri, enkelt Individualitet. Ligesom den episke Digter, synger
ogsaa Lyrikeren först udaf en Fællesbevidsthed; han viser sig mindre
som denne Enkelte, end som en Bekjender af den Religion, Medlem
af den Nation eller overhoved det Samfund, Deeltager i denne eller
hiin almindelige Interesse o. s. v. Han synger saa at sige paa Sam
fundets Vegne, gjör sig kun til det tonende Midtpunkt for dettes
væsentlige Stemning. Det syngende Subject er væsentlig Samfundet,
Menigheden, Folket, Selskabet, hvem Digteren lægger Ordet paa
Tungen; som virkelig Sang udfores Digtet helst af et Chor. I de
547
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
