Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN LYRISKE POESIE OG DENS ARTER.
væsenlig besjæle disse, der gjennem Sangen skulle faae Röst. Ogsaa
her bör saaledes Tanker og Udtryk have et vist Præg af Almindelig
hed og Jævnhed; det kommer hovedsagelig an paa at sige Noget, der
passer til Leiligheden, og som af alle Deeltagende kan tilegnes og
gjenkjendes som deres egen bedste Tanke. Vi sige med Flid »deres
hedste Tanke», idet vi derved ville have gjentagende mindet om den
höiere, ideale Retning, som den egte Feststemning skal indeholde.
Blot at gjentage en triviel, lavtliggende Hverdags-Betragtning, der er
blind for Sagens sande Idee, er baade under Festens og især under
Digtekunstens Værdighed ; medens det paa den anden Side ogsaa er
en Misforstaaelse, naar Digteren bruger Leiligheden kun til at lade
sit eget Genie skinne, udtaler en i Form og Tanke kun ham eien
dommelig tilhorende Betragtning og saaledes gjör sig selv aabenbart
til Festens lysende Midtpunkt, istedet for at den væsentlig skulde
idetmindste synes at have sit Lys og sin Varme i sig selv, i sin egen
ideale Betydning.
2. Fri, central Lyrik.
I Kirken, i det fædrelandske Samfund samt overhoved i alle
Livets repræsentative Momenter er der en aabenbart fremtrædende
Idealitet, og Bevidstheden om Deelagtighed heri medförer af sig selv
en löftet Feststemning, en i Forholdet selv given, objectiv Lyrik,
hvor Digteren altsaa væsentlig optræder som Tolk for et heelt Sam
fund eller en heel Kreds. Men den lyriske Digter er tilsidst dog
ikke blot Digter »paa de store Festdage», bliver ikke blot reven med
af den saa at sige med udvortes Kjendelighed fremtrædende Idee og
det omgivende Samfunds Begeistring. Det subjective Ideal, som han
som lyrisk Digter skal aabenbare, maa idethele vise sig gjennemtrængt
af et höiere Princip, en dybere Stemning, overalt tage med sig denne
Musens Beaandelse, denne idealske og idealiserende Livsbetragtning,
hvormed det tilsyneladende Übetydeligste kan adles og faae et uende
ligt Værd. Denne festlige Stemning, denne sande skjönne Subjec
tivitet venter ikke efter den festlige Leilighed for at komme i Aandc
og mindes sig selv; den söger og frembringer selv Leiligheden, hvil
ken den kan finde overalt, fordi den bærer det Væsentlige, hvorved
Festen bliver Fest, i sig selv.
Saaledes fremstaar den frie Lyrik, der kun har til Øiemed at ud
trykke den frie, skjönne Subjectivitet i sig selv. Digteren er her
kun sig selv, udsynger kun sig selv, sit eget Indre. Dette Indre er
nu i sin Fuldkommenhed og Skjönhed paa den ene Side et letbevæ
get, fuldt af Fölelse og Stemning, ligt en elastisk Sangbund, der
giver Klang ved den mindste Berörelse og dirrer inderligt og stærkt.
Paa den anden Side er den lyriske Digters Aand dog fuld af indre
Harmonie og en ophöjet Ro, hvori ethvert modtaget Indtryk forklarer
551
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
