Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITER ATURÖFVERSTKT.
Allerede den lille ting at det er den betydelige kvinde som foretrækkes,
er et tendentsens tegn, en ny og farlig sandhed. För i tiden, blev man ikke
forelsket i en overlegen kvinde. Skede det, saa var det af vanvare, tiltrods
for og ikke fordi hun havde fremragende egenskaber.
”Ingen kvinde”, siger George Elliott, ”stiger i den mands kjærlighed,
som elsker hende, naar han hos hende opdager store tanker og fölelser.” Og
det er ganske rimeligt, tilföier hun med sin fine ironi: ”nature having made
greatness for man.”
Endnu farligere og endnu nyere er det, slet hen at opstille samme
maalestok for mænds som for kvinders moral. De sætninger: han er en
mand hun er en kvinde, som veiede de to ting lige paa moralens vægt
skaal, vil virke kraftigere end de skarpeste moralprædikener til at rive bort
det bind som aarhundreders ulyst til at se i dette stykke har lagt de fleste om öinene.
Den egentlige store nye sandhed som fremstilles i Leouarda ligger
dog i forholdet mellem christendom og moral, representerede af bispen
og af Leouarda. Vi se i ”Leouarda” den trange og den brede vei. Den
brede, lette, magelige, den gaar bispen, den trange gaar Leouarda, hvem bi
spen har veiet og funden for let. Leonarda vinder den ideale seier, bi
spen ”faar det som han vil have det” og staar dog som en slagen mand.
Her er den egentlige tendents, den egentlige nye lære i ”Leonarda”. Dog
paatrænger ikke denne tendents sig fra först af betragtningen. Man kan suge
i sig den fine gift uden engang at mærke det.
Det gjorde vi da ogsaa fra forst af. Men saa kom det detective politi og
afdækkede giftbraaden. Nu skammede vi os, at vi ikke havde seet den selv,
vi skammede os over vor glæde, vi vidste ikke længer hvad vi skulde gjöre
med den patriotiske glæde og stolthed vi havde fölt over vor store digter, og
saa skyndte vi os og toge parti for bispen og for Aagot, mod Leonarda, mod
Hagbarth og især mod Björnson. At vi skyldte Björnsson baade Aagot og
bispen og vor syrapathi for dem, det glemte vi rent. At denne glemsel var
den störste triumf for digteren, det glemte vi ogsaa. Muligheden af at dette
kunde ske, at i det hele tendentsen kunde gaa de naive upaaagtet forbi, be
tegner en stor fremgang fra Magnhild til Leonarda.
Det som endnu gjærede og kom ufærdigt frem i Magnhild, er afklaret
og fuldfærdigt i Leonarda. Digteren er ikke længer overvældet af de nye
lærdomme. Han behersker dem, ikke de ham. Han er kommen i ligevægt,
han har fundet sig selv igjen. Derfor har han fundet igjen det forhold til
sandheden som for ham er det sande og naturlige: for sandheden ikke ?nod
lögnen. Björnssons naturlige udgangspunkt er ikke det løgnagtige ved insti
tutionerne, men det sande i menneskehjertet. Han digter indenfra, fra fölel
scns verden, naar han er sig selv. Og Leonarda er digtet inden fra. Dig
teren har ikke tænkt: Jeg vil skrive et stykke, hvor moralen vinder seier
over religionen, men: Jeg skriver et digt om kjærlighed, idel kjærlighed. Paa
veien har han fundet ikke alene kjærlighcden, men de store spörgsmaal hvoraf
hans aand og tidens aand ere fulde, og han har behandlet dem i kjærlighed
og löst dem i forsoning. Uagtet hans Leonarda er saa aldeles et tidens barn
at hun bliver mer europæisk end norsk, uagtet digteren tager parti for denne
tid, saa er det dog ikke den uret den lider, men det sandhedskorn den bæ
rer i sit skjöd som han dyrker; fordringen til moralsk klarhed og selvover
vindelse. Derfor kræver han ikke for sit tidens barn nogen usund eller
usand overbærelse. Leonarda er ligesom Tjelde i ”en fallit” en fuldt an
svarlig person, hun behersker forholdene, skylder ikke paa dem.
Derfor har han beholdt et aabent blik ogsaa for de sandhedskorn, som
gjemmes i de ældre tiders skjöd, og som naar det gjælder, fra de ”forældede” insti-
685
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
