Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordisk tidskrift. 1880. 24
DE SVENSKE DIALEKTEK.
Historisk tidskrift at skrive en afhandling over de svenske dialekter i
Herjedalen og Jæmtland, hvis mål fra gammel tid nærme sig til de
norske. Jessen er en fonetiker med skarp iagttagelse, men med en
vis ensidighed i fremstillingen; de fleste af hans arbeider ligge nu
noget tilbage i tiden.
Alle disse nordiske arbeider på det fonetiske felt blev dog fuld
stændig stillede i skygge af de tyd ske og endnu mere af de nyere
engelske forskninger på lydfysiologiens felt. Blandt tydskerne be
gyndte först Sievers’s Grundziige der Lautphysiologie (1876) i större
omfang at åbne blikket for de fremmede sproglyds eiendommeligheder
og dannelse. I England fik ikke alene lydvidenskaben i sin alminde
lighed et nyt grundlag ved Bell’s Visible Speech (1867), hvortil Sweet’s
Handhook of Phonetics (1877) sluttede sig, men også Sweet’s specielle
granskninger af de nordiske sprogs lydsystemer, afhandlingen On JDa
7iish Pronunciation (1878), afsnittene om dansk, svensk og islandsk i
hans Handbook, samt hans Sounds and Forms of spoken Swedish (1879)
lod sine nordiske forgjængere langt efter sig.
Imidlertid havde der også i Sverige udviklet sig en fonetisk skole,
hvor forskere som Auren og Sundevall, i nyere tid Leffler, Noreen,
Kock og Lundell m. fl. havde vundet et navn. I modsætning til den
norske og tildels danske mere ensidig nationale forskning udmærkede
den svenske sig ved omhyggelig at tage hensyn til den nyere uden
landske granskning på dette felt. Det viste sig for disse forskere
umuligt længere at nöie sig med de gamle omtrentlige betegnelser
ligeoverfor de overordentlige fremskridt, den nyere lydvidenskab havde
gjort. Man forlanger nu at få vide de virkelige’ elementer, hvoraf
ethvert sprog består, bestemte med fuld naturhistorisk exakthed både
efter sin dannelse og sit forhold til andre sprogs lydsystemer. De
svenske forskere kora til den overbevisning, at det ikke længer gik
an at lade enhver gå sin egen vei; der krævedes enhed i behandlingen,
og istedenfor den brogede mangfoldighed af lydtegn en nöiagtig fælles
betegnelse, tilstrækkelig for det hele lands variationer.
At istandbringe en sådan fælles betegnelse var således den förste
store opgave, hvorom landsmålsforeningerne samlede sig. At udarbeide
en sådan blev overdraget den unge sprogforsker J. A. Lundell. Hans
udkast, som var en modifikation af Sundevalls tidligere arbeider (af
handlingen Om phonetiska bokståfver 1856), vandt almindelig tilslutning
og besluttedes udelukkende brugt i det nye tidskrift, som dog ikke
335
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
