Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DANMARKS HISTORISKE LITTERATUR I 187 9.
lagdo sig for dagen på en måde, der grænsede til tilbedelse, så at
Gram i en universitetstale 1744 endog siger, at kongen lever i samliv
med Gud, mættes af ham ved samtale, fyldes af ham med guddoms
magt; ja, ved sørgefesten over Kristian VI anråbes denne konge omtrent
som en helgen: »at på grund af din fromhed vore bönner må finde
stærkere genlyd hos Gud, hos hvem du altid har formået meget, men
nu formår mere end nogensinde». Historikerne måtte under sådanne
forhold naturligvis tale forsigtig, og And. Hojer’s krybende fortale til
hans kortfattede Danmarks-historie formåde ikke at kaste dække over
det mishag, som hans ytringer både om oldenborgske konger og
konger fra Middelalderen måtte vække. Imidlertid var der allerede
ved århundredets begyndelse rejst nogen indsigelse mod denne næsten
til det blasfemiske gående royalisme. Hugo Grotius’s og Pufendorf’s
Naturret banede sig efterhånden vej til Københavns universitet, og
især har Holberg fortjæneste af at have udviklet naturrettens lære om
staternes og statsforfatningernes oprindelse. Han viser efter Pufen
dorf, hvorledes trangen til beskyttelse har ladet. menneskene slutte
sig sammen i en stat og antage love og øvrigheder. En fyrste har
pligter, eftersom menneskene kun have valgt ham for at beskytte
dem, og kongedømmet daler således ned fra sin rent guddommelige
plads. Herved var der givet Enevælden et dødsstød, og Holberg var
en af dem, der bidrog mest dertil.
Af Holberg’s Danmarks-historie, hans Kirkehistorie og øvrige
skrifter kan man danne sig et samlet billede af hans anskuelse, og
man må da sige, at Holberg står på hin oplyste absolutismes stand
punkt, der i slutningen af det 18de årh. kom til at spille en så
mærkelig rolle rundt om i Europa. Statsinteressen og statstvången bör
efter hans mening have vide råderum; først og fremmest bör reger
ingen være stærk. Han frygter uenighed om politiske spørgsmål som
faretruende for forfatningen; han er ingen tilhænger af uindskrænket
religionsfrihed. Holberg har ikke blot i religiøs, men også i politisk
og statsretlig henseende indtaget en mellemstilling mellem det 17de
og 18de årh.
Den opfattelse kan vel næppe være urigtig, at anse Ove Guldborg
som en typisk minister for den danske Enevældes tidsalder, og vi ville
da indirekte finde en belysning af hin regeringsform i det skrift, som
vi dernæst skulle nævne, næmlig Joh. Grundtvig’s udførlige biografi
af Guldborgs uforsonlige fjende Magnus Beringskjold (Historisk Tids
skrift, I. Iste hæfte). Denne afhandling støtter sig til et rigt materiale,
hentet fra vore egne og fra tyske arkiver. Beringskjold er navnlig
bekendt som hovedmanden i sammensværgelsen mod Strucnsee, men
han har iøvrigt deltaget i mange komplotter, hvilken virksomhed
synes særlig at have tiltalt hans karakter. Det var hævnfølelse, der
bragte ham til at sætte sig i spidsen for sammensværgelsen mod
369
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
