Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DANMARKS HISTORISKE LITTERATUR I 187 9.
har endelig til formål at påvise det urigtige i at ville fremstille denne
ulykkelige konge som en mand, der efter at være bleven regent helt har
brudt med sin ungdoms idéer, og at der savnes bevis for, at han i sine
yngre dage har deltaget i carbofiarismen.
Fe. Bajee har i et skrift om Klara-Rafael-fejden behandlet en
litterær debat, der udbrød i året 1850, ikke længe efter at freden var
bleven sluttet, og i hvilken forf. ser en frugt af den genvakte frihedsånd
og den nyvakte folkeånd. Den tyveårige Mathilde Fibiger havde udsendt
sit skrift »Klara Rafael» med et forord af J. L. Heiberg, og hun havde
heri kæmpet dristig for kvindens emancipation. Hun blev angrebet eller
taget i forsvar af en stor mængde forfattere, således af Goldschmidt, R.
Varberg, J. C. Gerson, Pauline Vorm, Athalia Schwartz, Magnus Eiriks
son og endog af N. F. S. Grundtvig. Fr. Bajer har ikke villet give en
skildring af denne fejdes betydning for kvindespørgsmålet i det hele;
efter en kort redegørelse for, hvorledes sagen stod, dengang Math. Fibi
gers bog udkom, har han givet en beretning om stridens gang i dens
detaljer og om de forskellige synspunkter, som bragtes frem. Fejden
fik iøvrigt karakter af en spredt fægtning, under hvilken snart ét, snart
et andet spørgsmål toges til behandling, og dette følte forfatterinden selv,
hvorfor hun i et flyveskrift »Plvad er emancipation?» søgte at føre for
handlingerne mere ind på sagens kærne, hvis væsen skulde være, at »en
hver lærer at følge sin egen lov»; men derefter døde striden hen.
Vi skulle til slutning nævne et skrift om den aller nyeste tids historie,
næmlig Jules Plansen’s Femten År i Udlandet 1864—1879. Forf. blev
i 1864 under krigen mod Tyskland af en kreds af danske privatmænd
sendt til Frankrig for om muligt at påvirke den franske presse, der da
gav urigtige skildringer af krigen og forholdene i Slesvig, idet den kun
benyttede tyske medarbejdere. Hansen havde så meget held med sig,
at han ikke blot hurtig kom i forbindelse med franske blade, men vandt
så megen anerkendelse og anseelse, at han allerede i oktober 1864 kunde
have en personlig sammenkomst med Bismarck i Biarritz for at høre
dennes stemninger med hensyn til Slesvig, og i den følgende tid for
handlede han flere gange med Bismarck herom. Senere har PIansen stadig
i Frankrig virket for det nordslesvigske spørgsmål og således bidraget
sit til, at bestemmelsen om en folkeafstemning i Slesvig blev indsat i
Prager-freden. Ved siden heraf har der af de fremmede regeringer været
betroet J. Hansen vigtige hverv. Således blev han 1870 af den franske
regering sendt til London for om muligt at påvirke den engelske presse,
og under Paris’s belejring formåde han W. M. Torrens til i underhuset
at interpellere regeringen om at anvende sin indflydelse til bedste for
Frankrig. Ligeledes blev Hansen i september 1870 af den franske re
gering udsendt for at skaffe sig kundskab om, under hvilke betingelser
Bismarck vilde være tilbøjelig til at slutte fred, og i april 1874 havde han
i mission at forhøre, om kejser Alexander på sin rejse til England kunde
374
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
